Ny skoleleder i Favrskov Kommune
Konstitueret skoleleder er nu blevet fastansat som skoleleder.
46-årige Mads Skou Rasmussen tiltræder stillingen som skoleleder på Korsholm Skole 1. august 2023.
Han er ikke helt ny i jobbet, for i foråret blev han konstitueret skoleleder på skolen, da den tidligere skoleleder Louise Bendixen blev skoleleder på Skovvangskolen i Hammel.
Mads Skou Rasmussen har før sin konstituering på Korsholm Skole været både afdelingsleder og viceskoleleder på Rønbækskolen i Hinnerup. Han er uddannet lærer og har også gennemført Den Offentlige Lederuddannelse (DOL).
»De seneste måneders erfaringer som konstitueret skoleleder på Korsholm Skole har bestyrket mig i, at Korsholm Skole og jeg er et godt match. Jeg er meget motiveret for de udfordringer og opgaver, der venter i jobbet som skoleleder på Korsholm Skole,« fortæller Mads Skou Rasmussen i et facebook-opslag fra Favrskov Kommune.
Den nye skoleleder bor med sin familie i Grundfør.