Storcenter bløder: Stor sportskæde trækker stikket
Endnu en butik lukker og slukker i det falmende storcenter.
Slagter Stjernholm, Føtex, Søstrene Grene, Imerco, Tøjeksperten...
Listen over butikker, der har valgt at sige farvel og tak til Brabrand-storcentret City Vest alene i 2023, er lang.
Nu har endnu en stor spiller trukket stikket. Sportskæden Intersport afholder i øjeblikket ophørsudsalg, fremgår det på butikkens Facebookside.
Så blødningen fortsætter for storcentret, der fortsat kan mønstre blandt andet en Normal-butik, en Matas og lidt andet, men ellers efterhånden mestendels består af små nicheforretninger og midlertidige outlet-butikker.
Rækken af butikslukninger har varet ved i noget tid, men er accelereret, efter A. Enggaard A/S i december 2022 købte centret for 100 mio. kr. fra Danske Shoppingcentre.
Da Føtex annoncerede sin lukning i maj i år, var det et stort slag for centret.
»Det er nok bare et udtryk for, at centeret har haft en svær periode over en årrække og måske et tegn på, at tiden er løbet fra City Vest i dets nuværende form. Vi frygter da, at der er flere butikker, som vil smutte, og derfor er vi også i dialog med de øvrige butikker for at drøfte fremtiden med dem,« sagde Jens Skinnebach, afdelingschef i A. Enggaard A/S, til Din Avis Aarhus.
Selskabet har været med til at udvikle en del af ”det nye” Gellerup, og købet af City Vest indgår også i visionen om at transformere Gellerup.
I øjeblikket er A. Enggaard i gang med at arbejde på en udviklingsplan for grunden med storcentret. En plan, som lokalsamfundet skal bidrage til.
Det er forventningen, at den plan vil kunne blive præsenteret senere i år.