Fortsæt til indhold

Hovedattraktion hos turistmål er færdig for sæsonen

Bestyrelsesformand ærgrer sig over udsigten til at miste masser af turister på grund af manglende tilladelser til at køre toget på Stenvad Mosebrugscenter.

Samfund

Hovedattraktionen hos Stenvad Mosebrugscenter er tørvebanen, som kører turister ud i naturen, hvor de samtidig bliver klogere på mosebrugets historie.

Derfor er det en enorm bet for mosebrugscenteret, at man har været nødt til at køre toget i garage for resten af sommersæsonen.

Beslutningen er taget, da Stenvad Mosebrugscenter ikke har været i stand til at indhente de nødvendige tilladelser i tide for at kunne køre lovligt med toget i løbet af sommeren.

Tørvebanen er særligt populært blandt børnefamilier, og indstillingen af driften betyder derfor, at mosebrugscenteret kommer til at se langt efter et stort antal turister, som har haft tørvebanen som det primære mål for en udflugt til Stenvad.

Det ærgrer naturligvis bestyrelsesformand Jan Petersen.

»Der er ingen tvivl om, at det her er et stort problem for os, fordi det er jo en kæmpe attraktion, og det påvirker vores besøgstal. Jeg tør ikke byde på endnu, hvad det præcis kommer til at betyde, men det kommer til at virke. Det eneste vi kan sige er, at vi vil ikke køre, uden at vi har de fornødne tilladelser, og uden vi er sikre på, at vi kan gøre det forsikringsmæssigt og driftsmæssigt forsvarligt. Så må vi tage det tab nu og så få de ting i orden,« siger Jan Petersen.

Ingen skriftlig tilladelse

Ifølge bestyrelsesformanden var det først i løbet af foråret, at Foreningen Stenvad Mosebrugscenter blev opmærksom på, at tilladelserne til at køre med toget på tørvebanen muligvis ikke var i orden.

Foreningen overtog driften af mosebrugscenteret i september sidste år, efter centeret de seneste 10 år har været drevet af Djursland for fuld Damp.

Ved overtagelsen af driften fik foreningen ifølge Jan Petersen at vide, at der lå en mundtlig tilladelse fra Østjyllands Politi på, at det var lovligt at køre med toget. Da foreningen undersøgte forholdene nærmere, viste det sig imidlertid ikke at holde stik.

Det skyldes blandt andet, at tørvebane krydser Stendyssevej, som er offentlig vej. Dermed overgår myndigheden til Trafikstyrelsen og altså ikke Østjyllands Politi.

»Vi får oplyst, at der forelægger en dispensation eller en godkendelse fra Østjyllands Politi, og så er det klart, at vi arbejder ud fra det spor. Men det spor ender blindt, fordi Østjyllands Politi er ikke myndighed, og vil ikke være myndighed på det, og henviser til Trafikstyrelsen. Forhindringen er, at vi kører på offentlig vej. Altså kan vi ikke køre efter de der mere lukkede forlystelsesbestemmelser. Den proces tager sin tid, fordi vi står sådan i vidt omfang uden egentligt dokumentarisk materiale, og den eneste skriftlige tilladelse vi har kendskab til stammer fra 2014 og tillod kørsel i et år,« uddyber Jan Petersen.

Startet forfra

Det anslås, at processen med at indhente de nødvendige tilladelser hos Trafikstyrelsen tager mellem seks-otte måneder. Således er en sommer med tog på tørvebanen definitivt udelukket.

Jan Petersen vil imidlertid ikke gå ind i diskussionen, om Foreningen Stenvad Mosebrugscenter burde have indledt processen tidligere, så tilladelserne allerede kunne være klar til indeværende højsæson.

»Jeg kender godt den der historie med, at vi bare kunne starte noget før, og dertil må jeg bare sige, at dem der siger det, ikke ved, hvad vi har skullet arbejde med af uklarheder om grundlaget for den drift, der foregik derude før. Der skulle startes forfra på de fleste ting. I det her tilfælde arbejder vi videre på, at der skulle være myndighedstilladelse, og den bruger vi selvfølgelig noget tid på at få tilvejebragt. Vi har simpelthen stået med et grundlag, der ikke var ordentligt belyst i forbindelse med overdragelsen. Eller i hvert fald med noget, som vi skulle fuldstændig have styr på selv for at kunne tage ansvar for, at der bliver kørt. Hvad der er foregået før, vi overtog driftsansvaret, det må dem, der havde ansvaret tidligere svare på,« fastslår Jan Petersen.

Vil ikke hænges ud

Det var Djursland for fuld Damp, der havde ansvaret for driften af Stenvad Mosebrugscenter indtil september 2022.

Her er formand Torben Jensen dog langt fra enig med Jan Petersens udlægning af årsagen til den manglende tilladelse.

Han forklarer, at der fra myndighedernes side aldrig har været en klar manual for, hvordan kørslen på tørvebanen skulle godkendes. Det skyldes ifølge Torben Jensen, at banen er én af ganske få af sin type i landet, og derfor har myndighederne løbende ført tilsyn og efterfølgende godkendt kørslen på banen som en individuel sag og ikke ud fra nogle generelle retningslinjer for togkørsel.

Ifølge Torben Jensen er det korrekt, at seneste gang mosebrugscenteret fik en skriftlig tilladelse var i 2014, men tilsynet og godkendelsen er blevet foretaget hvert år.

»Jeg er rigtig træt af, at vi bliver hængt ud og får skylden for, at tilladelserne ikke var på plads, for det mener jeg virkelig ikke, at vi har. Vi har haft politiet, Færdselsstyrelsen og Teknologisk Institut ude og godkende banen, og så forventer vi naturligvis, at det har været lovligt at køre, men der er ingen myndigheder, der har givet skriftlige tilladelser,« forklarer Torben Jensen.

Varslet i god tid

Han er desuden uforstående over for udmeldingen om, at det først skulle være i løbet af foråret i år, at Foreningen Stenvad Mosebrugscenter bliver gjort opmærksom på, at der skal indhentes tilladelser til kørslen med toget.

»Det kan jeg ikke genkende. Allerede i maj 2022 sagde jeg til dem, at de skulle se at få tilladelserne på plads, fordi det er bøvlet, når der ikke er klare retningslinjer. I september forlod vi mosebrugscenteret, da de overtog driften, så jeg kan ikke genkende, at vi ikke har overdraget tingene ordentligt. Jeg synes, vi har penslet ud, hvordan man driver centeret, men når man skal modtage et budskab skal man jo også være klar til at modtage det. Siden vi forlod mosebrugscenteret, er jeg ikke blevet kontaktet én eneste gang for at svare på spørgsmål om driften, så jeg synes, det er ret tydeligt, at de gerne vil gøre det på deres måde,« siger Torben Jensen.