Fortsæt til indhold

Katte topper listen over alarmopkald

Mens danskerne har holdt ferie, har Dyrenes Beskyttelses beredskab af frivillige og dyrevenner haft travlt med forsømte og nødlidende dyr.

Samfund
jro

Dyrenes Beskyttelses beredskab er rykket ud til 8.178 sager med dyr i nød i juni og juli. Månederne, hvor andre danskere normalt holder sommerferie, er de travleste på året for beredskabet.

Det skriver Dyrenes Beskyttelse i en pressemeddelelse.

»Sommeren er den travleste tid for vores beredskab. Derfor er vi også særligt stolte af den indsats, der er gjort for nødlidende og forsømte dyr i hele landet – især set i lyset af, at størstedelen af vores beredskab består af frivillige,« udtaler Yvonne Johansen, dyreværnschef hos Dyrenes Beskyttelse.

Beredskabet sendes afsted baseret på opkald til vagtcentralen 1812.

Tallene inkluderer også udrykninger fra Falck, som Dyrenes Beskyttelse betaler for at supplere beredskabet.

Figur: Dyrenes Beskyttelse.

Den øgede udendørsaktivitet om sommeren er en del af forklaringen på sommertravlheden hos beredskabet.

»Vi tilbringer mere tid udendørs om sommeren, og der er også flere synlige og aktive dyr, når vejret er varmere. Men danskerne er også blevet mere opmærksomme og bedre til at vurdere, hvornår et dyr har brug for hjælp, hvilket er til stor hjælp for både os og dyrene,« tilføjer Yvonne Johansen.

Samtidig har Dyrenes Beskyttelse styrket beredskabet og tiltrukket flere dyrevenner til at træde til og hjælpe dyrene. Især antallet af frivillige skytter i beredskabet er vokset støt siden 2020, så der nu er 112 skytter på landsplan.

De tager ud for at aflive nødlidende, påkørte dyr, som muligvis ikke kan reddes. Dette har markant forbedret responstiden og giver dermed dyrene hurtig hjælp i deres smerte og lidelser. Skytterne rykkede ud til 430 sager i sommermånederne.

Figur: Dyrenes Beskyttelse.