Børn skal have en ulykkesforsikring i skolen
Næsten halvdelen af alle forældre tager fejl, når det gælder børnenes ulykkesforsikring.
Selvom det er forældrenes eget ansvar at sørge for, at deres barn er dækket af en ulykkesforsikring i skoletiden, så tror næsten halvdelen af danskerne, at det er skolens ansvar.
Endvidere tror en stor del af forældrene, at deres barn er dækket af forældrenes ulykkesforsikring. Men begge disse antagelser er desværre fejlagtige.
Det viser en ny undersøgelse, som Kantar Public har lavet for Gjensidige, skriver forsikringsselskabet i en pressemeddelelse.
Her svarer næsten halvdelen af de adspurgte, at deres barn er dækket af skolens kollektive ulykkesforsikring i skoletiden - en ordning der blev afskaffet for over ti år siden.
Dermed risikerer børnene at stå uden en forsikring, mens de er i skole, lyder advarslen fra Henrik Sagild, der er direktør i skade i Gjensidige.
»Børn er meget fysisk aktive, mens de er i skole, og selvom det i sig selv er enormt positivt, så øger det også risikoen for at ende i et uheld, der kræver behandling. Og her kan man være uheldig at det er noget, der kræver et længere behandlingsforløb, hvor en forsikring kan være en afgørende hjælp,« siger han.
Ikke omfattet af forældrenes forsikring
Det er dog ikke kun spørgsmålet om skolens forsikring, der skaber tvivl blandt forældre.
I undersøgelsen er det nemlig kun omkring halvdelen, der har købt en separat ulykkesforsikring til deres børn.
De resterende peger i stedet på, at børn er omfattet af forældrenes ulykkesforsikring.
Men hvor eksempelvis en indboforsikring dækker hele husstanden, så skal man i langt de fleste tilfælde tegne en separat ulykkesforsikring til børn.
Derfor opfordrer Henrik Sagild til, at man bruger skolestarten som en anledning til at gå sine forsikringer igennem.
»Det er mit indtryk, at langt de fleste forældre gerne vil have, at deres barn er dækket af en ulykkesforsikring, men den her undersøgelse tyder på, der simpelthen er en del forvirring på området blandt forældrene. Så derfor bør skolestarten være en god anledning til, at man går sin families forsikringer og dækninger igennem,« siger han.