Flygtningeby skal forvandles til ferieboliger
Flygtningebyen i Ebeltoft blev solgt i 2020 til en privat investor, som nu vil forvandle området til ferieboliger. I denne uge kom den politiske godkendelse til at igangsætte planlægningen
Langt ude i skoven lå en lille... ferieby. Eller, det gør der ikke endnu, men det kommer der til, hvis det står til investor Claus Christensen, hans arkitekt Stig Bredstrup og politikerne i Syddjurs Kommune.
Faktisk er det heller ikke helt ude i skoven at gøre noget ved den flygtningeby, der ligger for enden af Mariesmindevej i Ebeltoft. Den har stået tom siden 2018, og selv om omgivelserne er skønne, så er bygningerne knapt så skønne længere.
»Det står jo og forfalder, så vi er glade for, at politikerne i Erhverv- og Planudvalget har nikket ja til, at der bliver sat gang i arbejdet med at lave en lokalplan,« siger Stig Bredstrup fra Bredstrup og Co. Arkitekter.
Han bor selv i Ebeltoft, og hans firma er delvist ejet af Claus Christensen, som står bag firmaet SCM Fund 1 APS, der købte den tidligere flygtningeby i 2020.
»Ebeltoft er jo et skønt sted. Jeg har selv sommerhus herude og kender området, og det er derfor, vi tør kaste os ud i det her projekt. Og så har grunden jo en fantastisk beliggenhed. Den er bynær, og samtidig ligger det for sig selv i skoven. Jeg er helt sikker på, at der er et godt marked for en ferieby der,« siger Claus Christensen.
SCM købte den 9243 kvadratmeter store grund inklusiv bygninger for lidt under en million af staten.
Flere potentielle købere var interesserede, da stedet blev sat til salg, men først med byrådets vedtagelse af Kommuneplan 2020-2032 i 2020 blev der åbnet op for, at ejendommen kunne erhverves med et bredere perspektiv for øje. I Kommuneplanen hedder det derfor nu, at Mariesmindevej 1 kan bruges til bolig, erhverv og turisme.
Bæredygtigt
De nuværende bygninger, pavillonhuse i trækonstruktion, blev opført i 1993 som et asylcenter til flygtninge med plads til 250 beboere. Det samlede bebyggede areal er 1.987 kvadratmeter, hvoraf 541 er til erhverv og 1.392 kvadratmeter til bolig.
»Altså, det kræver selvfølgelig lidt fantasi, når man går rundt derude, at forestille sig, at det kan blive en hyggelig ferieby, fordi det er i så skidt stand, men vi kan sagtens se perspektiverne.«
Mens stedet har stået tomt, har nogle dekoreret bygningerne med maling. Et sted er der skrevet Remember - Renew - Reuse, og man skulle tro, at ’kunstnerne’ bag havde set ind i krystalkuglen, for både Bredstrup og Christensen lægger vægt på, at de eksisterende bygninger skal bevares i bæredygtighedens navn.
»Egentlig kunne vi bare rive skramlet ned og starte forfra, men vi vil forsøge at bruge de huse, der er. De ligger i en fin lille bebyggelsesplan med fine gader og et lille, hyggeligt torv. Når vi klæder dem af, så er der en god trækonstruktion, som vi kan tage udgangspunkt i,« siger Stig Bredstrup.
Lige nu er planen 25 lejligheder på mellem 80-100 kvadratmeter med seks-otte sovepladser. Muligvis indrettes der i en enkelt blok mindre lejligheder eller værelser til korttidsudlejning. Feriebyen vil kunne rumme ca. 150 overnattende gæster.
»Lejlighederne bliver halvstore, så der er plads til hele familien. Det bliver selvfølgelig lækkert, men ikke eksklusivt. Vi forestiller os, at feriebyen skal henvende sig til helt almindelige mennesker med en helt almindelig økonomi, så børnefamilierne kan komme på ferie.«
Af erfaring ved han, at lokalplansarbejdet i Syddjurs Kommune sagtens kan tage et par år, og derefter skal ejerkredsen bruge et års tid på at bygge, så udsigten til ferierende børnefamilier i den tidligere flygtningeby ligger ikke lige rundt om hjørnet.