Opfordring fra forening: Udvikling af turismen kræver turistfaglig viden - vi vil gerne hjælpe
Foreningen Søhøjlandet, det tidligere Turistforeningen Søhøjlandet, som drev daværende VisitSkanderborg, stiller gerne sine turistfaglige kompetencer og erfaring til rådighed i arbejdet med en vision og ny model for turismen i Skanderborg.
Annette Krogsøe, formand for Foreningen Søhøjlandet, er enig med politikerne i, at arbejdet med en vision for turismen i Skanderborg er vigtig.
Til gengæld er hun en smule forundret over, at man vil placere ansvaret for arbejdet i en kommunal afdeling i stedet for at trække på den turistfaglige viden, der allerede er til stede lokalt, blandt andet hos Foreningen Søhøjlandet, det tidligere Turistforeningen Søhøjlandet, som drev det daværende VisitSkanderborg.
»Turisterhvervet er ikke så stor en industri i vores kommune, og derfor er det måske heller ikke tidligere blevet prioriteret så højt. Når ansvaret nu placeres i en kommunal afdeling, kan jeg godt blive bekymret for, om man der har den nødvendige turistfaglig viden, der skal til for at udvikle turismen. Vi vil rigtig gerne stille vores turistfaglige kompetencer og erfaring til rådighed for den proces, der nu skal startes op,« understreger hun.
Foreningen Søhøjlandets medlemmer ser forskelligt på politikernes beslutning om at forlade VisitAarhus. Først og fremmest er der en stor skuffelse over, at samarbejdet med Silkeborg om turismen i Søhøjlandet røg i vasken.
»I vores forening havde vi set frem til det samarbejde. Her kunne vi se så mange muligheder, hvor de to kommuner kunne berige hinanden. Vi deler det her skønne, rekreative landskab med mange muligheder for outdoor-aktiviteter, kulturen og historien. Vi er meget kede af, det ikke kunne lykkes,« fortæller Annette Krogsøe.
»Vores medlemmers fremtidsønskerne stikker i mange retninger. Nogen ville gerne være blevet i VisitAarhus, mens andre ser frem til at turismen lokalt styrkes. Der en tendens til, at især de større turistaktører tror mest på samarbejdet i VisitAarhus. VisitAarhus kan tiltrække turisterne længere væk fra. Jeg tror, vi nu mister nogle af de udenlandske turister, fordi vi ikke lokalt har markedsføringskræfterne til at nå så langt ud, som VisitAarhus,« konstaterer Annette Krogsøe.
»Omvendt er der også medlemmer, der er godt tilfreds med, at der nu kommer mere fokus på at udvikle turismen lokalt. Det har været tiltrængt længe. Vi har rigtig mange danske turister, og vi har manglet indsatser rettet mod dem. Det bliver der fokuseret på nu, og det mener jeg er positivt. I den ideelle verden gjorde vi begge dele - fortsatte samarbejdet med VisitAarhus og udviklede den lokale og nære turisme samtidig. Det har vi desværre bare ikke penge til lige nu.«