Fortsæt til indhold

Fra affald til værdi: Nu skal flere ting genbruges

Den nye affaldsplan, der netop er vedtaget i byrådet, handler ikke kun om sortering. Mange flere aflagte ting skal genbruges og skabe ny værdi.

Samfund
bos

Genbrug skal være den naturlige vej for flest mulige produkter og materialer. Et af målene i Renosyds affaldsplan, som Byrådet netop har vedtaget, er, at der skal ske en fordobling af genbrug i 2026.

»I min optik kan vi ikke genbruge nok. Der er allerede kommet fokus på, at ting skal genbruges. Men vi kan blive endnu bedre til at købe brugt, sælge brugte ting og reparere det, som er gået i stykker,« siger Claus Leick, formand for Klima-, Miljø- og Planudvalget i Skanderborg Kommune.

Helt konkret skal vi vænne os til at overveje, om en gammel, ødelagt eller defekt ting kan repareres, inden vi smider den ud. Måske dele af genstanden kan skabe ny værdi
Claus Leick (SF), formand, Klima-, Miljø og Teknikudvalget

Hvad skal man som borger i Skanderborg Kommune så gøre?

»Helt konkret skal vi vænne os til at overveje, om en gammel, ødelagt eller defekt ting kan repareres, inden vi smider den ud. Måske dele af genstanden kan skabe ny værdi. Den enkelte borger kan gøre rigtig meget ved at søge efter brugte ting, i stedet for at købe nyt. Det kan være nyt sportsudstyr, hvis garderoben skal fornyes, eller når junior skal have en større cykel,« forslår Claus Leick.

I Skanderborg har Renosyd derfor skabt en helt særlig ordning til at indsamle de mange ton genbrug, der bliver afleveret på Renosyds genbrugspladser og Værdiparker. Genbruget bliver delt efter en samarbejdsaftale mellem frivillige hjælpeorganisationer og Værdicentralen på Danmarksvej.

Kommunens frivillige organisationer er førstevælgere og kan tage alt det genbrug, de kan håndtere og sælge i deres butikker, mens Renosyd tager sig af resten via Værdicentralen. Her bliver tingene til genbrug sat lækkert på hylder og gjort tilgængeligt for borgerne.

Alt tyder på, at samarbejdet mellem frivillige genbrugsbutikker og Værdicentralen virker, og giver et positivt rygstød til den grønne omstilling.

»Vi kan se på tallene, at vores model er meget effektiv. Når vi sammenligner os med kommuner med andre løsninger, står det klart, at vi formår at redde væsentligt mere til genbrug. Vi tror derfor også på, at det er denne model, der skal hjælpe os i mål med ambitionen om en fordobling af lokalt genbrug i 2026,« siger Henrik Müller, direktør i Renosyd.

Vi passer bedre på genbrug, der har en pris

Hvordan kan prissat genbrugsguld redde flere ton, end hvis det udbydes frit via gratis byttehjørner og fri klunsning?

Det har Renosyd og andre affaldsselskaber undersøgt.

»Her viser det sig, at vi forbrugere værdsætter og passer bedre på ting, der har en faktisk økonomisk værdi. Så ved at give vores genbrug en pris, omend den er lav, kan vi give det en længere levetid og en større mængde genbrug,« forklarer Henrik Müller.

Derudover har Skanderborgs genbrugsmodel den fordel, at den skaber klare rammer omkring kommunens genbrug, så der ikke opstår uenigheder om genbrugsguldet ude på pladserne.