Kodak-moment: Ældre kvinde gik lige forbi politiet og snuppede billede af dronningen
Imens stod pressen i en lille bås til lejligheden.
En ældre kvinde fik sit livs billede af dronning Margrethe, da hun torsdag besøgte Tronholmparken under sit besøg i Randers.
Kvinden spadserede forbi fire politibetjente ud på træbrædderne, der i små trin fører ned til Gudenåen, og hen foran dronningen, der sad under en pavillon.
Hun gik lukt ind foran en horde journalister og pressefotografer, der pænt stod i en afmærket bås - i behørig afstand til majestæten, forstås - og tog et billede af dronning Margrethe med sin mobiltelefon.
Kongehusets kommunikationsmedarbejder Tildde Sønder Vindfeldt overtog kortvarigt politiets rolle og ilede hen til kvinden og fik hende fortalt, at hun altså ikke måtte bevæge sig rundt her.
Alt tyder på, at den dumdristige ældre kvinde kunne svare, at nu havde hun også fået sit billede, og derefter lod hun sig trække væk fra ‘gerningsstedet’.