Fortsæt til indhold

Efter mordforsøg blev HA-rocker ansat på Aarhus Havn

Blue Water Shipping på Aarhus Havn ansatte fuldgyldig Hells Angel-rocker med mere end 20 års fængselsstraffe i bagagen, skriver finans.dk

Samfund
ksa

Logistikkoncernen Blue Water bekræfter nu, at at man har kendskab til ansatte med rockerforbindelser på Aarhus Havn.

Det skriver finans.dk.

Det sker, efter at Finans i den forgange uge afslørede, hvordan en række Mærsk-ansatte med forbindelser til Hells Angels kan færdes frit på havnen i Aarhus, der er Danmarks største erhvervshavn.

Den Mærsk-ejede havneoperatør APM Terminals efterlyste i samme forbindelse et indgreb fra politisk hold i form af skærpede sikkerhedskrav til de ansatte.

Helt konkret oplyser virksomheden, at den i 2018 fik anvist et fuldgyldigt Hells Angels-medlem med mere end 20 års afsoning i danske fængsler bag sig. Hans domme omfatter et par årelange straffe for alvorlig narkokriminalitet som handel med hård narkotika samt en dom for at have været hjernen bag et skudattentat på en McDonalds-restaurant i Aarhus.

Rockeren var blevet løsladt fra fængsel, da han arbejdede for Blue Water Shippings containerterminal frem til sensommeren 2020, da terminalen blev videresolgt til APM Terminals.

»Vi vil normalt ikke udtale os om enkeltpersoners ansættelsesforhold. Men den pågældende har været ansat i vores containerterminal på Aarhus Havn i en periode frem til august 2020,« siger kommunikationschef Jan Hjortlund Hansen fra Blue Water Shipping, der i dag beskæftiger 70 medarbejdere på Aarhus Havn.