Fortsæt til indhold

Afdød løber mindet i Ceres Park: »Det var i Emmas ånd«

Fredag aften holdt AGF Atletik 'Den sidste dans' i Ceres Park, hvor nyligt afdød klubmedlem blev æret med et minuts stilhed og sørgebind.

Samfund

Det var på flere måder en særdeles mindeværdig aften for AGF Atletik i fredags i Ceres Park.

På grund af AGF Fodbolds kommende stadionbyggeri holdt AGF Atletik sit sidste stævne, hvor klubben markerede mere end 100 års atletikhistorie på den mørkerøde løbebane, som i alle år har omkranset fodboldbanen.

Foto: Benjamin Storm

Stævnet blev kaldt ’Den sidste dans på Ceres Park’, og AGF Atletik benyttede anledningen til at hædre og ære klubmedlemmet Emma Dyrup, der på tragisk vis mistede livet 24. august i Højbjerg efter at være blevet påkørt af en bilist under en løbetur. Hun blev 26 år gammel, og en 18-årig mand er fortsat sigtet for uagtsomt manddrab i sagen.

»Emma - for evigt i vores hjerter,« stod der på deltagernes startnumre til stævnet. Emma Dyrups familie fik nummer 26, fordi hun blev 26 år gammel. Foto: Benjamin Storm

”Emma - for evigt i vores hjerter,” stod der på deltagernes startnumre til stævnet, som i sagens natur blev meget følelsesladet.

»Det var en aften, der var bedre end de fleste. Der var en stor opbakning til vores stævne på en tragisk baggrund. Vi var over 500 mennesker fra hele landet. Folk ville gerne vise en særlig støtte til Emmas familie og pårørende ved denne event, så på den måde var det en stor aften. Det var meget bevægende,« siger stævnearrangør og træner i AGF Atletik, Henrik Gehlert, til Din Avis Aarhus.

Henrik Gehlert har kendt Emma Dyrup i mange år fra løbemiljøet. Foto: Benjamin Storm

Han oplyser, at inden løberne blev sendt ud på 1.500 og 5.000 meter-løbene, læste han nogle mindeord om Emma op, der var sætninger, kvinderne i klubben havde skrevet og efterfølgende sat sammen i prosa.

Derefter blev der holdt et minuts stilhed for den afdøde løber, og efterfølgende var der kæmpe applaus til stævnet, hvor Emma Dyrups familiemedlemmer var til stede som tilskuere.

Deltagerne løb med sørgebind, og de fleste skrev også en hilsen til den afdøde løber i en bog.

I Emmas ånd

Hvordan kommer I videre som klub efter det her?

»I klubben har vi været gode til hjælpe hinanden i denne svære tid. Vi har fået krisehjælp og gennemgået hele forløbet helt åbent. Vi trænede sammen dagen efter, Emma sov stille ind. Vi løber stadig ved ulykkesstedet. For at mindes hende. Det skal ikke være et sted, vi frygter,« siger Henrik Gehlert og fortsætter:

Foto: Benjamin Storm
Foto: Benjamin Storm

»Jeg har kendt Emma og set hende i løbemiljøet i rigtig mange år. Hun brændte virkelig for løb og elskede det, så det ville ikke være i hendes ånd at aflyse stævnet. Hvis Emma stadig havde været her, er jeg sikker på, hun ville sige: ”Kom nu i gang. Lad være med bruge tid på at dvæle ved det her.” På den måde prøver vi at leve i Emmas ånd.«

Han roser hele det lokale løbemiljø i form af forskellige klubber, der bakkede op om stævnet.

»Vi sender en bred tak til alle, som kom til stævnet. Men også til dem, der var forhindret i at deltage, men som sendte os tanker og støtte til os og Emmas familie,« lyder det fra Henrik Gehlert.

Emma Dyrup blev bisat i Sankt Johannes Kirke lørdag den 2. september.

Fredag mødte der 500 mennesker op på løbebanen i Ceres Park at ære Emma Dyrup og for at sige farvel til løbebanen. Foto: Benjamin Storm