Henrik Littau-Jensen bliver ny chef for anlæg og ejendomme
Har tidligere haft lignende stillinger i Holstebro, Sønderborg og Odense Kommuner.
Det er en erfaren leder, som nu sætter sig i spidsen for Anlæg og Ejendomme. 53-årige Henrik Littau-Jensen har senest været afdelingschef for drift & anlæg i Odense Kommune. Før det har han haft nogenlunde tilsvarende stillinger i Sønderborg og Holstebro Kommune. Karrieren har også bragt ham forbi Grundfos, og helt til Qatar, hvor han har været teknisk chef på en fabrik, der laver betonelementer.
I Skanderborg Kommune får han blandt andet ansvar for at styre de mange kommunale byggeprojekter, ejendomsområdet, vedligeholdelse og energioptimering af kommunale bygninger.
Med Henrik får vi en solid chef med 25 års erfaring indenfor rådgivning, byggeri og anlæg i forskellige sammenhænge.Asbjørn Friis Jensen, direktør
Begyndte som vikar
»Med Henrik får vi en solid chef med 25 års erfaring indenfor rådgivning, byggeri og anlæg i forskellige sammenhænge. Han er både teknisk og ledelsesmæssigt rigtig godt rustet til opgaven, og han har stor erfaring med at færdes i en politisk styret organisation,« fortæller direktør Asbjørn Friis Jensen i en pressemeddelelse.
Henrik Littau-Jensen sprang til som vikar i stillingen den 31. juli med den klare overbevisning, at det kun skulle være et vikarjob i to måneder. Det har dog ændret sig undervejs i ansættelsen.
»De mange spændende anlægsprojekter, de nye gode kolleger og ikke mindst måden, man går til opgaverne på i Skanderborg, betød, at jeg ændrede mening og måtte søge stillingen - også selvom Skanderborg ligger et godt stykke fra min bopæl,« fortæller Henrik Littau-Jensen.
Henrik er oprindelig uddannet bygningssnedker. Siden har han blandt andet læst til bygningskonstruktør og byggeøkonom. Med sig har han også en Diplom i ledelse fra Aarhus Universitet. Han bor i Svendborg, men leder nu efter en pendlerbolig i Skanderborg-området.