Fortsæt til indhold

Springer 10 pladser op: Skanderborg igen blandt de mest erhvervsvenlige kommuner

Skanderborg lander på en plads som nummer 15 ud af de 92 kommuner, der indgår i Dansk Industris undersøgelse af erhvervsvenlighed. En markant fremgang i forhold til 2022.

Samfund
bo

Nogle af de mest erhvervsvenlige kommuner i landet ligger som perler på en snor lige rundt om Aarhus. Silkeborg, Favrskov og Skanderborg indtager nu pladserne som nummer 13, 14 og 15, mens Aarhus dumper ned på en plads som nummer 80.

Det viser den netop offentliggjorte analyse af kommunernes erhvervsvenlighed, som Dansk Industri (DI) for 14. år i træk har gennemført.

For Skanderborg er det kæmpe hop fremad i forhold til den plads som nummer 25, der var placeringen i 2022.

Ifølge DI’s anderkender virksomhederne i Skanderborg især kommunens indsats for den grønne omstilling, herunder indsatsen for at sikre, at man kan drive sin virksomhed mere klimavenligt.

»Den grønne omstilling fylder meget hos virksomhederne, der jo nu også ofte bliver målt på det hos kunder, så det er et vigtigt fokusområde for en erhvervsvenlig kommune,« siger Anders Strange, formand for DI Østjylland, i en pressemeddelelse.

Et andet område, der fylder meget hos virksomhederne – og klart det område, som virksomhederne anbefaler Skanderborg at prioritere højest - er at tiltrække og sikre arbejdskraft nu og i fremtiden. Heldigvis synes virksomhederne allerede, at kommunen indsats er ret god.

»Bekymring for, at der ikke er nok hænder og hoveder til at udføre de opgaver og ordrer, som kommer ind fylder rigtig meget, så det er vigtigt, at kommunerne holder fast i indsatsen,« understreger Anders Strange.

Ros til embedsværket

Dét, der ofte karakteriserer en erhvervsvenlig kommune, er en god dialog mellem erhvervsliv og kommune. Det gælder også i Skanderborg, viser undersøgelsen, hvor især embedsværket får roserne for god dialog og formidling af væsentlig information.

»Men hvis Skanderborg næste år skal stige endnu mere i målingen, kunne det tyde på, der skal øget fokus på byggesagsbehandlingen, hvor kommunen havner på en middelmådig midterplacering,« lyder anbefalingen fra Anders Strange.