Fortsæt til indhold

»Intet mindre end 10 pladser op på listen - det er så godt gået«

ErhvervSkanderborg smiler ekstra bredt, efter det er lykkes Skanderborg at hoppe 10 pladser op ad DIs rangliste over kommunernes erhvervsvenlighed på bare et år.

Samfund
bo

»Vi er glade for at se, at Skanderborg Kommune er rykket intet mindre end 10 pladser op på listen - det er så godt gået.

Sådan lyder det fra Morten Kohsel, formand for ErhvervSkanderborg, efter at Dansk Industri (DI) har offentliggjort den seneste undersøgelse af kommunernes erhvervsvenlighed. Skanderborg ender på en plads som nummer 15, 10 pladser bedre end sidste år.

Glæden bliver ikke mindre af, at fremgangen netop er sket på de områder, der har haft særligt fokus det seneste år.

»Vi ser hvert år med stor spænding frem til resultaterne af DIs undersøgelse af lokal erhvervsvenlighed, fordi analysen afspejler kommunernes evne til at skabe de bedst mulige rammer for erhvervslivet. Sammen med kommunen gransker vi hvert år analysen, og finder to-tre områder, der skal have et særligt fokus i det kommende år,« forklarer han.

Det seneste år har ErhvervSkanderborg sammen med Skanderborg Kommune blandt andet samarbejdet om et kommunikationsudvalg, et klima-advisory board og andre tiltag indenfor den grønne omstilling.

»Derfor er det glædeligt at konstatere, at Skanderborg Kommunes placering generelt er løftet, men også at placeringen på de områder, der er arbejdet med, er markant forbedret. Det er dejligt at se, at tingene lykkes, når man arbejder sammen om et fælles mål om bedre service ud mod virksomhederne,« siger Morten Kohsel.

Der er hård konkurrence om pladserne i toppen, så hvert eneste år skal der stræbes efter at gøre det bedre
Morten Kohsel, formand, ErhvervSkanderborg

Han understreger, at der fortsat er god grund til at fastholde fokus og arbejde målrettet mod en absolut topplacering.

»Der er hård konkurrence om pladserne i toppen, så hvert eneste år skal der stræbes efter at gøre det bedre,« understreger han.

»Vi i erhvervsforeningen har lavet vores egen tilsvarende analyse blandt foreningens medlemmer – dog med den tilføjelse, at virksomhederne kan uddybe svarene. Det bliver interessant at analysere de resultater i forhold til DI’s resultater. Det giver os en mulighed for at arbejde mere målrettet ud fra de lokale virksomhedernes input,« konstaterer Morten Kohsel.

DI har gennemført undersøgelsen i de seneste 14 år, og på nær 2020-2022 har Skanderborg ligget blandt de 15 mest erhvervsvenlige kommuner i landet. Bedste placering var i 2015 og 2016, hvor Skanderborg begge år blev placeret som tredje bedste kommunen målt på erhvervsvenlighed. Laveste placering var i 2020, hvor Skanderborg endte som nummer 33.