Alex er psykisk syg - og hjemløs: »Jeg ved ikke om jeg er i live om et år«
Psykisk syge Alexandra Balogh begår hærværk, kravler op i kraner og falder gang på gang om på gaden i en rus af stærk medicin.
Hun trykker de små, hvide piller ud af pakningen, putter dem i munden en efter en og skyller dem ned med energidrik.
Pillerne tager hun for at ”slukke hovedet”, og der skal flere og flere til, før hun kan mærke en virkning.
30-årige Alexandra Balogh er psykisk syg, pillemisbruger og hjemløs. Hun lever en forhutlet tilværelse, hvor hun overnatter på skift i psykiatrien, på hospitalet, hjemme hos sine forældre på Djursland eller på en skrænt ved Aarhus Letbane.
Det skriver TV2 Østjylland, der har fulgt hende i et halvt år.
»Jeg vil gerne have sat nogle af mine mål i gang, fortæller hun og løfter sløret for, at det blandt andet handler om en dag at være stærk nok til at bo i egen bolig.«
Flere diagnoser
Alexandra Balogh, der til daglig bare kalder sig Alex, lider af ADHD og en personlighedsforstyrrelse, som gør, at hun har et stort behov for opmærksomhed og bliver utilregnelig og udadreagerende, når noget går hende imod.
Med sin ansigtstatovering, farvede kontaktlinser og mange piercinger skiller hun sig ud fra mængden.
Politiet har registreret mere end 700 sager på hende. For eksempel hærværk og ildspåsættelse, når hun falder om i en rus på gaden eller kravler op i høje kraner og truer med selvmord. Det sker oftest, når hun er vred på samfundet.
»Hvornår er det, kommunen begynder at lytte på, hvad jeg gerne vil, og hvor jeg vil hen med det?«
Aldrig egen lejlighed
Alexandra Balogh har været ind og ud af psykiatrien i årevis. Flere indlæggelser end TV2 Østjylland kan tælle i hendes sagsakter.
Ofte bliver hun udskrevet til gaden efter kort tid, fordi hun enten bliver voldsom, tager piller eller simpelthen går sin vej.
Siden hun blev myndig, er det heller ikke lykkedes Syddjurs eller Aarhus kommuner at få hende til at fungere i et botilbud eller egen lejlighed.
»Mennesker som Alex har det rigtig svært i Danmark. Selvom vi har et velfærdssystem, kommer de i klemme og holdt fast i den situation, de er i. Og det er dyrt,« siger 1. næstformand i Landsorganisationen Sind, Erik Mønsted Pedersen, til TV2 Østjylland.
Ifølge ham er den helt store udfordring, at sundheds - og socialområdet i Danmark er så specialiseret, at borgere med komplekse problemer er tvunget til at gå fra kontor til kontor og klinik til klinik for at få hjælp.
Ikke en unik case
Kenneth Brandt Hansen er privatpraktiserende psykiater, men har i mange år arbejdet som speciallæge i psykiatri. Først på Psykiatrisk Hospital i Risskov og efterfølgende på Aarhus Universitetshospital, AUH.
Han har et indgående kendskab til Alex som patient og har fulgt hende gennem flere forløb, helt tilbage til hendes teenageår.
»Alex er ikke en unik case. Overhovedet ikke. Jeg har set det her utallige gange, og det har alle, der arbejder i psykiatrien,« fortæller han.
Han mener, at der er meget begrænsede muligheder i psykiatrien for at lave en helstøbt indsats for patienterne. Kunne man bare det, var der håb.
»Det kunne jeg godt forestille mig. Jeg har adskillige eksempler på patienter, som har været indlagt i årevis, men ikke har noget som helst behov for psykiatrisk hjælp i dag,« siger han.
Nyt tiltag på trapperne
Det Nationale Forsknings - og Analysecenter for Velfærd, VIVE, vurderer, at den helt tunge gruppe af socialt udsatte, hvor der både af psykisk sygdom, misbrug, hjemløshed og kriminalitet involveret, omfatter cirka 9000 personer.
Som en del af den 10-årsplan for psykiatrien, Folketinget vedtog sidste år, kommer der i september 2024 et nyt regionalt tilbud til borgere med dobbeltdiagnoser.
Om det er her, Alex Balogh passer ind, ved ingen.
»Jeg ved ikke, om jeg er i live om et år,« konstaterer hun.
Alex har afvist
TV2 Østjylland har forelagt både Region Midtjylland samt Aarhus og Syddjurs kommuner Alex Baloghs sag og oplevelser.
De oplyser, at de har forsøgt at hjælpe Alex, når de har været i kontakt med hende i henhold til lovgivningen.
De oplyser også, at de generelt har haft svært ved at få et samarbejde stablet på benene. Både fordi hun kan være utilregnelig i sin kontakt, men også fordi hun har afvist flere af de tilbud, hun har fået gennem tiden i forhold til behandling og i forhold til en eventuel bolig.
Hos Aarhus Kommune, der i dag har handlepligten i forhold til Alex, oplyser de, at de fortsat arbejder på at finde en bolig.