648 personer døde efter arbejdsprøvning i jobcentrene
Siden indførelsen for ti år siden har næsten 60.000 personer været i et ressourceforløb, og flere hundrede har mistet livet i forbindelse med forløbene. Forsker kalder tallene bekymrende.
Siden 2013 har landets kommuner sendt danske borgere i ressourceforløb for at afprøve deres arbejdsevne, og i flere hundrede borgeres tilfælde er forløbene endt med, at de er afgået ved døden.
Således viser et nyt svar fra beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) til Folketingets Beskæftigelsesudvalg, at i alt 648 borgere i perioden 1. januar 2013 til og med 30. april i år er døde, mens de har været i et ressourceforløb eller senest fem uger efter.
Det svarer til, at dødeligheden blandt personer i ressourceforløb i den omtalte periode er 1,1 procent.
I et tilsvarende spørgsmål til Ane Halsboes forgænger i Beskæftigelsesministeriet, Peter Hummelgaard (S), lå dødeligheden under eller efter ressourceforløb fra 1. januar 2013 til 30. april 2019 på 0,8 procent.
»Bekymrende«
Socialforsker Iben Nørup fra Aalborg Universitet kalder stigningen i dødelighed bekymrende.
»Hvis folk er meget syge, så skal de ikke være i et ressourceforløb, og når dødeligheden nu stiger, betyder det, at man ikke er blevet bedre til at hjælpe disse mennesker. Tværtimod. Mange af disse mennesker hører slet ikke til i beskæftigelsesindsatsen,« siger Iben Nørup til NB-Beskæftigelse.
Forskeren understreger dog, at det er vanskeligt helt at undgå, at der vil være en overdødelighed for målgruppen, fordi der ofte er tale om borgere med massive helbredsproblemer.
»Men når dødeligheden stiger, fortæller det mig, at der er noget galt. Der er en del mennesker, som er i de her ressourceforløb, som i stedet burde være tilkendt en førtidspension tidligere,« mener Iben Nørup.
Ressourceforløbene fra fleks- og førtidspensionsreformen i 2012 har i flere år været udskældte.
Kritikken er blandt andet gået på, at forløbene ikke hjælper eller har for lidt indhold til at udvikle arbejdsevnen. I stedet ender syge borgere ofte med at blive parkeret i et forløb på en meget lav ydelse.
Fra tre til to
Da ressourceforløb blev indført i 2013, fastsatte man en grænse på fem års varighed ad gangen. Det blev i januar 2022 nedjusteret til tre år.
Men i Aarhus Kommune vedtog man tidligere i år en lokal garanti for afklaring inden for to år i stedet for de tre, som loven foreskriver. Det skal give borgerne en hurtigere afklaring og frigøre ressourcer.
Initiativet er blevet bakket op i både Odense og København, som overvejer at indfører lignende garantier.
I alt har 59.702 personer været i et ressourceforløb siden 2013.