Drejer nøglen midlertidigt efter få dage: »Ellers kvæler vi os selv«
Den nyåbnede Susanne’s Bistro & Købmand i den tidligere bagerforretning i Kolinds bymidte er allerede lukket. Den har været et tilløbsstykke langt ud over det sædvanlige og åbner snart igen, forsikrer parret bag.
»Der har været så meget run på, at vi simpelthen har valgt at lukke midlertidigt. Ellers kvæler vi os selv og laver noget, vi ikke kan stå inde for,« foklarer Per Bo Christensen.
Sammen med sin franske kone, Johanna, åbnede han lørdag 9. september Susanne’s Bistro & Købmand i Kolinds tidligere bagerforretning på Bredgades midterlinje. »Ellers kvæler vi os selv«
Vi skal tænke over, hvor meget vi kan og skal gabe over, så vi kan fortsætte med at have glade gæsterPer Bo Christensen
Allerede på åbningsdagen med skyfri himmel og sol i lange baner var fremmødet overvældende.
»Dagen efter, om søndagen, serverede jeg 50 kopper kaffe, og mange blev hængende i caféen opad formiddagen. Det var fantastisk, men allerede her fornemmede vi begge, at vi nok blev nødt til at gentænke projektet,« siger Per Bo Christensen.
Kulminerede til marked
Til Hjorddrengenes Marked onsdag 13. september kulminerede det hele på en måde, så Johanna og Per Bo var tæt på at lette fra jorden og havde svært ved at følge med.
»Det er selvfølgelig positivt, og vi har været virkelig rørte over den interesse og varme, vi har mærket fra både lokale og mennesker, der er kørt til Kolind for at kigge forbi vores butik,« siger Per Bo Christensen.
Han brugte en stor del af markedsdagen på at tilberede friske sandwiches som var yderst efterspurgte samtidig med, at der skulle laves kaffe, serveres andre drikkevarer og tages imod bestillinger.
»Min kone var også fuldt beskæftiget det meste af dagen, så vi var begge smadrede, men selvfølgelig glade for fremmødet, da dagen var slut,« siger Per Bo Christensen.
Mange overvejelser
På forhånd annoncerede parret, at de vil bruge den første tid til at teste det koncept, som ligger bag Susanne’s Bistro & Købmand.
Det bliver så allerede nu, at Johanna og Per Bo er blevet tvunget til at dreje på nogle knapper.
»Vi skal tænke over, hvor meget vi kan og skal gabe over, så vi kan fortsætte med at have glade gæster. Lige nu har vi planer om at ansætte folk, der kan gå os til hånde, så det vi laver af mad for eksempel har en ordentlig kvalitet og er kælet for, og vi bliver også nødt til at kigge på, hvad der er plads til i butikken, og hvor stor vores menukort skal være.«
Per Bo Christensen lover, at Susanne’s Bistro & Købmand snart åbner igen.
»Vi vil ikke sætte dato på, for vi skal være helt sikre på, at vi genåbner med et koncept, vi og gæsterne kan se os selv i. Vi kan love, at det bliver snart.«
Ambitionen om at lave en kombination af noget kernefransk og noget kernedansk på strøget i Kolind, bliver der ikke ændret på.
Ideen med en café med kaffe af alle slags og lette retter kombineret med en købmandsbutik med unikke varer, som man ikke kan købe i Kolinds andre dagligvareforretninger, tror Johanna og Per Bo fortsat på, men i en tilpasset udgave, hvor teori og virkelighed møder hinanden i en realistisk symbiose.