Fortsæt til indhold

Change åbner undertøjsbutik i Adelgade

Det danske undertøjsmærke Change åbner butik i Adelgade. Her får kunderne personlig vejledning og nøglen til en helt ny verden.

Samfund

Sexet, sensuelt, sømløst eller usynligt. Til kvinder i alle aldre og modeller. Sortimentet af lingerie hos Change er bredt. Og fra 21. september har man kunnet gå ind i den nye butik Change i Adelgade 87A og se, mærke og prøve bh’er, trusser og nattøj. Og det med kyndig og personlig vejledning fra både en store manager og en personal shopper.

»Vi har været i fuld gang med at renovere butikken her i Adelgade, så den nu matcher vores eget nordiske koncept. Den minimalistiske indretning, vi har i alle vores Change butikker, får dem til i højere grad at fremstå som showrooms og gør dem mere overskuelige for kunderne,« fortæller Trine Ulriksen, som er butikschef og projektleder for alle åbninger af Change butikker i Jylland.

I Change butikken i Adelgade vil kunderne kunne finde samtlige designs fra sæsonens kollektion i et udvalg af størrelser. På lageret ude bagved forefindes til gengæld alle størrelser - fra mikro til maxi.

»Hos Change forhandler vi ikke færre end 88 forskellige størrelser. Og vi favner bredt – fra nogle af Danmarks største størrelser og ned til den smalleste omkreds. Så uanset hvilke størrelser eller hvilken pasform vores kunder efterspørger, har vi dem med al sandsynlighed«, lyder det overbevisende fra Trine Ulriksen.

Change havde pyntet op til åbningsfest uden for den nyåbnede butik på hjørnet af Adelgade og Ole Lund Kirkegaards Stræde. Foto: M. Jeppesen

Personlig vejledning

Ja vist. I dag er der oceaner af muligheder for at købe undertøj, badetøj og nattøj online. Men her er man på egen hånd. Det er man langt fra, hvis man træder inden for i Adelgades nyeste undertøjsbutik.

»Hos Change går vi meget op i den gode kundeservice og den personlige betjening, som efterhånden er en sjældenhed. Hos os kalder vi vores ansatte for personal shoppere, da deres fornemste opgave er at vejlede og finde det helt rigtige til hver enkelt kunde,« siger Trine Ulriksen.

Ifølge hende har mange kvinder en fejlagtig opfattelse af, hvilken størrelse de passer, og hvilken model og farve de kan bære.

»Igen og igen oplever vi, at vores kunder kommer ind i butikken med et udgangspunkt og går ud med et nyt. Fordi de måske tænker, at de bruger en bestemt størrelse eller kun kan bruge en specifik farve eller en bestemt model. Men når kunderne så får hjælp af vores personal shopper, åbner der sig ofte en helt ny verden for dem.«

Hos Change er personlig betjening i højsædet. Således vil kunderne i Change i Adelgade kunne møde personal shopper Emma, der vil guide til den rigtige størrelse, farve og pasform. Foto: M. Jeppesen

Løbende kampagner

Den røde løber var rullet ud og ballonporten pustet op, da Change butikken slog dørene op på hjørnet af Adelgade og Ole Lund Kirkegaards Stræde torsdag 21. september.

»I vores nye butik vil kunderne kunne møde store manager Nanna, samt personal shopper Emma. Herudover kommer der et timeansatte,« fortæller Trine Ulriksen.

Der var rift om prøverummene hos Change på åbningsdagen, hvor en strøm af kunder lod sig lokke til af de særlige åbningstilbud. Ifølge Trine Ulriksen er der dog ingen grund til at græde salte tårer, hvis man ikke nåede forbi Change i åbningsweekenden.

»Vi kører løbende nye kampagner. Og fra uge 39 lyder vores hovedkampagne; ”Køb tre sæt undertøj for to sæts pris.«

Trine Ulriksen, butikschef og projektleder for alle åbninger af Change butikker i Jylland, var travl bag disken i Adelgades nye Change butik på åbningsdagen. Foto: M. Jeppesen