Borgmesteren svarer: Jeg er oplyst om selvtræning, men vil stadig gerne blive klogere
Kære Aage,
Først og fremmest tak for, at du og andre er aktive i debatten om de kommunale tilbud og tak fordi du og andre gennem træning aktivt tager ansvar for eget liv og helbred. Begge dele er helt centrale.
I forhold til tilbuddet om selvtræning er det oplyst, at det nuværende tilbud i Norddjurs kommune vurderes IKKE at følge de regler, vi er underlagt som kommune. Derfor skal de ændres .
Et forslag kunne være at ændre ordningen og tilbyde selvtræning til alle borgere, der er fyldt 67 år.
Det vil betyde ca. 150 ekstra brugere, der skal instrueres m.m. Samtidig vil det betyde, at 40 borgere under 67 år, der i dag deltager i selvtræningen IKKE vil kunne fortsætte med det.
Dette forslag ønskede et flertal i Voksen- og Plejeudvalget ikke at gennemføre og derfor har vi nu debatten om selvtræning.
Debatten er vigtig og både jeg, udvalget og resten af kommunalbestyrelsen følger den helt tæt. Vi er altid interesseret i at lytte og blive klogere.
De kraftige reaktioner på den ændrede selvtræning giver naturligvis stof til eftertanke, hvilket altid er godt.
En ting i debatten er jeg dog ked af. En stor gruppe giver kraftigt udtryk for ikke at kunne bruge vores foreningstilbud og at alternativet til selvtræning i kommunalt regi er at melde sig hos ”muskelfolket”. Jeg ved ikke hvem ”muskelfolket er, men er helt sikker på, at alle vil byde nye brugere velkommen.
Norddjurs kommune har udover de private motionscentre et rigt og bredt foreningstilbud med tilbud til ældre i eksempelvis Senioridræt i Vivild Ældreklub, Åstrup Idrætsforenings Senioridræt og Motion og Samvær i Auning og mange andre steder bredt i kommunen.
Foreningslivet er for alle, og det skal vi understøtte.
Det er vigtigt, at alle oplever at føle sig velkomne i foreningslivet, der har noget at tilbyde til alle uanset alder og niveau.
Diskussionen om selvtræning fortsætter og jeg håber, at vi finder en løsning, som alle kan se sig selv i.
Vi ønsker alle aktive borgere – både i debatten og i selvtræningen.