Fortsæt til indhold

Klank Efterskole oplever rekordtilslutning

Interessen for en plads på Klank Efterskole er eksploderet, og efterskolen melder stort set alt optaget næste skoleår.

Samfund

Omkring 900 gæster fordelt på små 300 familier havde valgt at besøge Klank Efterskole i Galten på Efterskolernes Dag søndag 24. september. Et antal interesserede der oversteg tidligere års tilslutning og forstander Klaus Larsens forventninger.

»Vi oplever en søgning til skolen som aldrig før. Ikke kun på Efterskolernes Dag, men også på de månedlige besøgsaftener,« lyder det fra Klaus Larsen, der i samme åndedrag oplyser, at så godt som alle pladser på Klank Efterskole er udsolgt til skoleåret 24/25, og at der allerede nu er halvt fyldt op i 25/26.

»For en del af de øvrige efterskoler i regionen, har det været scenariet i flere år. Men på Klank Efterskole er det helt ekstraordinært. Da jeg blev forstander i 2012, var det hårdt arbejde at få de sidste pladser besat, inden skoleårets begyndelse. Men i de seneste seks-syv år har vi oplevet en markant stigning i antallet af ansøgere,« fortæller forstanderen med udtalt glæde i stemmen.

Fornyelse i gamle rammer

Klank Efterskole blev grundlagt som højskole i 1868. I begyndelsen af 1900-tallet fungerede skolen som både efterskole og højskole, og fra anden verdenskrig og frem til i dag har Klank Skole udelukkende været efterskole.

»Til trods for at vi er en gammel skole, har vi formået at følge med tiden. Vi har udviklet og fornyet os, men uden at give køb på skolen oprindelige værdier som fællesskab, ligeværd og respekt. For 12-13 år siden profilerede vi os med otte linjefag. Eleverne vælger linjefag for et helt år og har typisk det pågældende fag tre gange om ugen. Herudover kan de vælge imellem godt 30 forskellige valgfag, som de modtager undervisning i en gang om ugen,« ridser Klaus Larsen op.

På Klank Efterskole har man en 9. klasse, tre almindelige 10. klasser, en international 10. klasse og en 10. x projektklasse.

»Når først de unge har en 9. klasses eksamen, har der ude i samfundet været en tendens til ikke at vægte de karakterer og kompetencer, de har erhvervet sig i 10. klasse. Derfor har vi på Klank Efterskole løbende gjort nogle tiltag, som vi satser på vil gøre, at det bliver anderledes i fremtiden,« siger Klaus Larsen.

Siden 2013/14 har Klank Efterskole tilbudt den internationale 10. klasse, mens det igangværende skoleår er første år, projektklassen er udbudt.

»I vores internationale 10. klasse foregår al undervisning på Cambridge engelsk. Forløbet er eksamensfrit i forhold til danske prøver, til gengæld er der en række engelske prøver. I 10. X projektklassen som vi har oprettet i år, veksler eleverne imellem projekter og faglig fordybelse og ender ud med en mini-projektlederuddannelse. Projektklassen er en klasse, vi forventer os meget af fremover,« forklarer forstanderen.

På Klank Efterskole tilbyder man otte forskelige linjefag. Et af dem er ridning. Og netop hestelinjen er blandt de mest populære. Allerede nu er der oprettet venteliste på hestelinjen til og med skoleåret 26/27. Foto: M. Jeppesen

Det attraktive fællesskab

Ifølge Klaus Larsen har den voksende interesse for efterskolen flere årsager.

»Vi har selvfølgelig gjort en masse for at udvikle os og for at imødekomme de krav, der er for at melde sig til vores efterskole. Det er ikke meget anderledes, end hvad vi har gjort tidligere eller end det, andre efterskoler gør. Men vi rider højt på bølgen med fortællingen om, at efterskoletiden er de bedste år i ens liv. Der er en tendens til, at man synes, unge i dag skal på efterskole. Den tendens både mærker vi og nyder godt af,« lyder det fra Klaus Larsen.

Tillige med etableringen af flere, anderledes 10. klasser, har Klank Efterskole også haft fokus på fællesskabet inden for murene og branding udadtil.

»Fællesskab er et nøgleord for efterskoler generelt og dermed også for os. Vores udbud af mange forskellige fag er med til at tiltrække forskellige elever, som på skolen bringes sammen i et stort fællesskab. Og det fællesskab arbejder vi kontinuerligt på at udvide og gøre endnu bedre,« forsikrer Klaus Larsen og uddyber:

»På bagkant af corona var vi nervøse for, om vi ville få færre elever. Men tværtimod oplever vi, at flere forældre synes, deres børn skal ud at opleve det store fællesskab, som mange af dem ikke kunne være en del af for bare to år siden. Og selv om krigen i Ukraine har haft negativ indflydelse på økonomien, er det tydeligt, forældre stadig prioriterer at give deres børn mulighed for et år på efterskole.«

Ifølge Klaus Larsen synes yderligere en prioritet hos forældrene at deres børn går på en efterskole inden for en overskuelig radius fra hjemmet.

»Imellem 75 og 80 procent af vores elever er fra Midt- og Østjylland. Vi har helt bestemt en overvægt af elever, hvis forældre bor inden for en times kørsel fra efterskolen. På den måde er vi rimelig lokalt forankret,« fortæller efterskoleforstanderen.

Forstander på Klank Efterskole, Klaus Larsen, håber, at skolen ved hele tiden at være på forkant og følge med tiden kan fortsætte ridtet på den nuværende bølge af succes. Foto: M. Jeppesen

Bølge af succes

I 2018 kunne Klank Efterskole fejre 150-års jubilæum. En begivenhed der også blev brugt til at skabe opmærksomhed omkring efterskolen.

»I forbindelse med fejringen af skolens 150-års jubilæum for fem år siden, gjorde vi en stor indsats for at blive bemærket og for at promovere Klank Efterskole. På den konto fik vi megen bevågenhed i pressen, hvilket gør, at folk stadig kender og husker vores navn. Det betyder også rigtig meget, når det kommer til at tiltrække nye elever,« siger Klaus Larsen.

Forstanderen håber, at Klank Efterskole også de kommende år kan fortsætte ridtet på den nuværende bølge af succes.

»Jeg håber selvfølgelig, at vi kan blive ved med at tiltrække elever og være et eftertragtet tilbud i efterskolemiljøet. Og det tror jeg på, vi kan, så længe vi holder os opdateret på, hvad der sker og tilpasser os. Frem til nu er vi lykkes med at være på forkant og følge med tiden. Og det både håber og tror jeg på, vi kan fortsætte med.«