Radiolegende i ulykke: Lå hjælpeløs i 14 timer og skreg på hjælp
92-årige Jørn Hjorting fortæller om den mest forfærdelige nat i hans liv.
Han har opnået den imponerende alder på 92 år uden alvorlige uheld og sygdom.
Men en sen aften i juli i år oplevede radiolegenden Jørn Hjorting, som er født og opvokset i Aarhus, det, han selv kalder for »den mest forfærdelige nat i mit liv« til Ekstra Bladet.
I sit hjem i Holte forsvandt hans kontorstol uheldigvis under ham. Et ellers tilforladeligt uheld, som ikke er så tilforladeligt, når man er 92 år, og knoglerne er blevet skrøbelige. Faldet ned på gulvet kostede den pensionerede DR-stjerne noget så smerteligt som et brækket lårben.
Alene hjemme
Til Hjortings store uheld var han alene hjemme, for nogle uger forinden havde hans hustru, Erna, også brækket lårbenet i et uheld, og hun var derfor indlogeret på et genoptræningscenter. Telefonen havde han glemt nede på stueetagen, og den var ikke til at komme til, selvom han gjorde forsøget. Efter at have krabbet sig ud på gangen, måtte han give fortabt.
»Der var ikke noget at gøre. Jeg lå der i 14 timer til klokken 10 om formiddagen, da hjemmehjælperen kom. Jeg var meget dehydreret, tror jeg nok,« siger Jørn Hjorting, der til ingen verdens nytte skreg om hjælp og kun havde sin lille hund som selskab, til Ekstra Bladet.
»Jeg var låst fast i samme stilling, og jeg kunne ikke røre mig på grund af smerter. Det gør sgu ondt at brække lårbenet,« konstaterer han.
Lårbenet blev senere opereret, og nu skal den tidligere radiovært igennem et opslidende genoptræningsforløb.
Ægteparret har taget konsekvensen af de forfærdelige uheld og besluttet at fraflytte deres store hjem. Jagten er i stedet gået ind efter en ældrebolig, hvor de kan fortsætte deres liv.