Fortsæt til indhold

FC Grenaa runder 50 år: »Alle er gode til et eller andet, så lad os prøve det af«

FC Grenaa har haft utallige aktiviteter under paraplyen. Ny fylder idrætsforeningen 50 år.

Samfund

Listen over aktiviteter i FC Grenaa igennem tiden er lang.

Under idrætsforeningens paraply har været de gængse fodbold, håndbold badminton og bordtennis.

Lidt længere nede ad listen begynder de mere kuriøse såsom mavedans, drageflyvning, kroket og frisbee at dukke op.

De fortæller sammen med blandt mange andre floorball, bueskydning, folkedans, rulleskøjter og kurvebold historien om overordnede formål. Der skal være plads til alle i idrætsforeningen, der nu fylder 50 år.

»Alle er jo gode til et eller andet, så lad os nu bare prøve det af,« opsummerer formand for FC Grenaa Poul Nielsen.

Det smitter

Han har selv været medlem af FC Grenaa siden januar 1974. Altså blot et par måneder efter, FC Grenaa blev stiftet i november 1973. Han var således med til at sikre fodboldafdelingens første oprykning fra det nu hedengange Serie 6.

Siden 1985 har han været hovedformand i foreningen, og der er helt særlige grunde til, at han har holdt ved så længe og stadig har drivkraften til at fortsætte i FC Grenaa.

»Det er tanken om, at der er plads til alle. Hvis der kommer nogen med gode idéer til nye aktiviteter, så prøver vi det af. Man ved jo aldrig, hvad det udvikler sig til. Om det bliver det næste store. Men vigtigst er det, at vi på den måde kan være med til at hjælpe alle mulige mennesker,« siger Poul Nielsen og uddyber.

»Hvis man ikke er til fodbold eller håndbold, så har vi altid haft noget andet eller været villige til at starte noget op. Der er mange, der har igennem årene har fortalt mig, hvor meget det har betydet, at de havde et sted, hvor de kunne dyrke noget, de havde lyst til og følte, at de hørte til. Vi tror på, at det smitter, når man selv har gode oplevelser og får lyst til at give det videre.«

Alle spiller sammen

FC Grenaa har i øjeblikket otte aktive afdelinger.

Poul Nielsen erkender da også, at idrætsforeningen altid har haft udfordringen med, at aktiviteter er kommet og gået. Ofte i takt med, at folk er kommet midlertidigt til Grenaa i forbindelse med for eksempel arbejde eller ophold på kostskolen på Grenaa Gymnasium.

Samtidig mener formanden dog også, at det underbygger budskabet om, at der altid er plads til nye medlemmer og initiativer i FC Grenaa.

Det ser man da også i et af de nyere aktivitetstilbud i foreningen.

Poul Nielsen har været hovedformand i FC Grenaa siden 1985. Det er alsidigheden og muligheden for at kunne tilbyde nye aktiviteter, der fortsat holder ham ved ilden. Foto: Simon Carlson

Tirsdage klokken 14 er således reserveret til bowls i multisalen i Grenaa Idrætscenter.

Reglerne i bowls minder om petanque, men det foregår med en vægtet bold, der skaber en indad- eller udadgående bane, når den rulles.

Her kan folk med enten fysiske eller psykiske handicap også være med, og ifølge Poul Nielsen kan bowls blandt andet være god mental træning på grund af den lidt særegne bold og koncentrationen, der skal lægges i den.

»Her kommer både folk, der sidder i kørestol og folk med psykiske diagnoser. Vi spiller på samme tid, og vi kan se, at der er nogen, der virkelig har gjort fremskridt og blevet meget bedre, end vi turde håbe på. Det viser meget godt, at vi er en forening med plads til alle,« konstaterer Poul Nielsen.

FC Grenaa fejrer sit 50 års jubilæum lørdag 4. november klokken 10-14 i Grenaa Idrætscenter.

Koncentrationen er altafgørende, når man skal få den vægtede og lidt skæve kugle til at lande det helt rigtige sted. Foto: Simon Carlson