Udbyhøj Havn fik en million til at lave ny mole. Nu har kommunen taget pengene tilbage
I lystbådehavnen føler de sig godt og grundigt gjort til grin efter at have ventet i over halvandet år på at kunne lave ny mole.
Det er med en stor portion skuffelse, at bestyrelsen i Lystbådehavnen Udbyhøj Syd i disse dage kigger på Norddjurs Kommunes budget.
Her burde egentlig stå i omegnen af en million kroner afsat til at udbedre en efterhånden faldefærdig mole i den lille lystbådehavn. Pengene bevilgede Norddjurs Kommune tilbage i starten af 2022, men nu har kommunen taget pengene tilbage.
Det frustrerer bestyrelsesformand Lindy Nielsen, som var stillet i udsigt, at pengene var på vej.
»Det skulle på budgettet i år, så vi endelig kunne få pengene. I stedet har kommunen gjort det, at man har taget alle pengene tilbage. Det er fjernet fuldstændig, så vi får ikke en krone,« siger Lindy Nielsen.
Tabte penge
Han undrer sig gevaldigt over fremgangsmåden. Det efterhånden mere end halvandet år, der er gået, siden kommunen i første omgang bevilgede pengene, er således gået med en forundersøgelse af molens tilstand og omkostningerne ved at reparere den.
I februar 2022 frigav kommunen 100.000 kroner til forundersøgelsen. Ifølge Lindy Nielsen viste den, at projektet i alt ville løbe op omkring 1,7 millioner kroner, og det var tilsyneladende for mange penge for kommunen.
»Projektet blev sat i udbud, og så fandt kommunen ud af, at det var dyrere, end de havde regnet med. Og nu har man så valgt at stoppe projektet, så de penge der allerede er brugt på forundersøgelsen, de er tabt,« vurderer Lindy Nielsen.
Han vurderer således ikke, at resultaterne fra forundersøgelsen vil være særligt brugbare, når lystbådehavnen igen vil forsøge at få kommunal støtte til molen på næste års budget. Det er nemlig ved at være for sent.
»Vi har en mole der er ved at falde sammen, og et kajanlæg, der er ved at glide ud i havnebassinet. Det betyder, at vi som lille lystbådehavn skal ud og finde en million kroner bare for at vedligeholde vores havn. Det er ikke nemt,« konkluderer Lindy Nielsen.
Løfte klinger hult
På opslagstavlen i sejlklubbens klubhus ved lystbådehavnen, hænger der et udklip fra Lokalavisen. Det er fra februar 2022 umiddelbart efter, kommunen bevilgede millionen til lystbådehavnen.
Dengang var der nærmest ikke grænser for, hvor vigtig havnen var for kommunen i forhold til turisme og bosætning i den nordvestlige del af Norddjurs.
Således udtalte daværende formand for miljø- og teknikudvalget Jens Meilvang til avisen:
»Vi vil meget gerne understøtte havnen, som længe har bøvlet med forskellige problemer. Det er jo en lille turistperle og lidt af et knudepunkt for særligt naturturister, hvor der både er mulighed for at komme med færgen og få lidt at spise i grillen, så en understøttelse af havnen har også strategisk værdi for os både turist- og bosætningsmæssigt. Det er et af de steder i den nordlige del af kommunen, hvor folk mødes.«
De ord runger temmelig hult i dag, mener bestyrelsesformand Lindy Nielsen.
»Den artikel hængte vi jo op, fordi vi var så glade for, at der nu endelig kom til at ske noget. Alle har læst den artikel og bliver ved med at spørge bestyrelsen, hvornår det så er molen, skal laves. Det må vi sige nu, at den bliver ikke lavet, og det er godt nok skuffende,« noterer formanden.
Til grin
Bevillingen kom ganske få måneder efter kommunalvalget i november 2021, og for Lindy Nielsen er tilbagetrækningen af pengene et signal om, at det nordligste hjørne af kommunen ikke betyder alverden for politikerne, når det ikke lige er valgkamp.
»Vi føler os til grin. Det er helt klart det følelse, vi står med, når der under valgkampe bliver fortalt, hvor fantastisk der er herude, og hvor godt vi gør det. Der bliver lovet guld og grønne skove og snakket om, hvor vigtigt et aktiv havnen er for salg af sommerhuse i området. Så lægger vi en masse frivilligt arbejde og holder det rent og pænt og attraktivt. Ja, så bliver vi da sådan set bare gjort til grin,« siger Lindy Nielsen.
I miljø- og teknikudvalget kan den nuværende formand Niels Ole Birk (V) godt forstå frustrationen på havnen.
Han konstaterer imidlertid, at Udbyhøj Lystbådehavn ikke er det eneste sted, der er blevet forbigået og kalder det en almindelig del af budgetprocessen i kommunen.
»Projektet blev jo noget dyrere, end vi havde regnet med. Jeg er da også rigtig ked af, at vi ikke har kunnet finde penge i år til at gøre det der ud færdigt. Det vil jeg gerne anerkende, og jeg forstår frustrationen. Men vi har jo den der ramme, som vi skal lande indenfor, og der er jo mange andre ting ting, der heller ikke er kommet med,« konstaterer Niels Ole Birk.
Men havnen er jo allerede blevet bevilget pengene. Endda for halvandet år siden. Er de penge gået tabt for havnen nu?
»Nej nej, bevillingen ligger der, og jeg er da ikke et sekund sekund i tvivl om, at når vi kommer ind i 2024, så vil den ligge som et anlægsforslag igen. Den er bare ikke kommet med her i år, og der kan jeg jo godt føle med dem, at de er dybt skuffede,« siger Niels Ole Birk.