Fortsæt til indhold

Tømrersvend imponerer med sjælden sølvmedalje

Thomas Gudmann blev tømrer ved lidt af en tilfældighed, men han har vist sig at være en dygtig en af slagsen

Samfund

21-årige Thomas Gudmann fra Ebeltoft blev færdig som tømrer i marts fra Den Jyske Håndværkerskole. Hans svendeprøve gik så godt, at han fik sølv, som er det ypperste, man kan opnå til den afsluttende prøve.

»Det havde jeg ikke lige regnet med. I hvert fald ikke, da jeg startede, for der gik det ret dårligt med karaktererne i grundforløbet. Men så på et tidspunkt vendte det, og ud over sølvmedaljen så gik det også rigtig godt i de andre prøver også,« siger han og tilføjer lidt forlegent, at det blev til tre 12-taller.

Ved Ebeltoft Håndværker- og Borgerforenings generalforsamling i denne uge fik han overrakt et legat på 3000 kroner af formand Kim Withen Olesen til et stående bifald fra de fremmødte.

Formand Kim Withen Olsen overrækker Thomas Gudmann et legat som en anerkendelse af tømrerens flotte præstation til svendeprøven, der skaffede ham en sølvmedalje. Foto: Anne Frank Henriksen

»Du kan være meget stolt af dit flotte resultat. Det er ikke hverdagskost, at folk får sølvmedalje,« sagde formanden, som også benyttede lejligheden til at anerkende lærermester Lennart Brouer fra tømrerfirmaet Thorkil Brouer A/S, hvor Thomas Gudmann har været i lære.

Og Lennart Brouer, som har ansat svenden efterfølgende, er da også ret godt tilfreds med ham.

»Han er nysgerrig og møder trofast. Han får ros af kunderne og så har jeg aldrig set ham i dårligt humør.«

I salen sad tømrermester Michael Overgaard også. Han er indehaver af Michael & Hussnedkeren og var skuemester (censor) under Thomas Gudmanns svendeprøve.

»Han leverede alt helt skarpt. Han kunne svare på alle vores spørgsmål, og der var simpelthen ikke noget at komme efter,« siger Michael Overgaard.

Thomas Gudmann lavede en kel til svendeprøven, der tog en uge. En kel er et specielt fremstillet spær, som bærer spærkonstruktionen i forbindelse med en skotrende ved et indadgående hjørne i en tagkonstruktion.

»Jeg er glad for at have gået på Den Jyske Håndværkerskole. Jeg tror helt ærligt, den er bedre end de andre skoler. Vi lærte virkelig meget. Det kunne vi se, når der kom elever fra andre skoler, de havde slet ikke samme niveau. Måske betød sammenholdet og det, at vi også boede der, noget for, hvordan vi udviklede os fagligt. Det tror jeg.«

Thomas Gudmann lavede denne konstruktion til svendeprøven, der tog en uge. Privatfoto

Lad dem læse, der vil

Thomas Gudmann er født og opvokset i Ebeltoft. Hans forældre er ikke håndværkere, og derfor var det heller ikke noget, han selv havde overvejet, da han startede på EUD10 ved Kalø. Men det ændrede en praktik på.

»Vi fik tilbudt at komme ud i noget praktik en dag om ugen, og så fandt jeg ud af, at tømrerfaget var ret sjovt.«

Og det ville være godt, hvis flere gjorde sig den erfaring.

I følge SMV Danmark viser fremskrivninger af arbejdsstyrken i Danmark nemlig, at antallet af faglærte vil være faldet med over 80.000, når vi når 2032. Samme tal gælder for de ufaglærte.

Politikerne forsøger at komme med løsninger, der skal gøre erhvervsskolerne mere attraktive, men i august stratede syv ud af ti unge på en gymnasial uddannelse, mens elevtallet på erhvervsskolerne var stort set uændret.

I følge SMV vil der i løbet af de næste 10 år komme 20 procent flere i arbejdsstyrken med en videregående uddannelse. Antallet af kandidater og forskere forventes at stige med 35 procent. Det svarer til 151.000 ekstra akademikere.

De tal, talte Kim Withen Olesen i øvrigt ind i, da han i sin tale sagde:

»Vi skal forpligte os på at uddanne næste generation. Måske skal vi være det videnssamfund, som de radikale ønskede sig, da de sænkede barren for kravene til at tage en studentereksamen, men det tror vi håndværkere nu ikke. Lad dem læse, der vil og indret så i øvrigt skolesystemet til at værdsætte self made people. Lad den bedste mand vinde som i sporten.«