Fortsæt til indhold

Nu kommer der flere penge til Ebeltoft i Udvikling

En ansøgning til Social- og Boligministeriet har resulteret i en lille halv million kroner lige ned i lommen på Ebeltoft i Udvikling

Politik

Syddjurs Kommune sendte i maj en ansøgning til Social- og boligministeriet om at få del i en pulje til fornyelse af bymidter.

Midlerne til fornyelse af bymidter kan anvendes i byer med over 4.000 indbyggere, så i Syddjurs Kommune kan de kun anvendes i Ebeltoft og i Hornslet, men her kan de til gengæld understøtte ’I Udvikling’s-projekterne, som findes i begge byer.

I 2022 fik Syddjurs Kommune også midler fra samme pulje, og de gik til Hornslet. I år går de til Ebeltoft i Udvikling. Det har Erhverv- og Planudvalget for nylig besluttet.

Det drejer sig om i alt 491.403 kr., som altså nu skal ud at arbejde og underbygge det store projekt: Klimarobust Kystkultur.

Der er krav om en kommunal medfinansiering, så statens finansiering kommer til at udgøre 60 procent af det samlede beløb til fornyelse af bymidter. For at udnytte bevillingen fuldt ud, skal der altså være en kommunal medfinansiering på 327.602 kr. Den har politikerne besluttet skal tages fra de penge, der allerede er afsat til Ebeltoft i Udvikling. Det giver dog ikke desto mindre en ekstra lille halv million til projektet.

Den kan eventuelt bruges på en bedre bymæssig sammenhæng i strækningen mellem området ved Skelhøjeskolen forbi Kvickly og ned til bymidten, eller en fornyelse af Jernbanegade som en central forbindelsesvej og akse i bymidten. Der vil også kunne anvendes midler til bygningsfornyelse inden for Ebeltoft Bymidte, oplyser Syddjurs Kommune.

Der er dog ikke noget, der er besluttet endnu.

Den nærmere beskrivelse af de konkrete projekter sker gennem et områdefornyelsesprogram, der kræver en godkendelse i Byrådet.

Midlerne kan anvendes i op til to år frem til den 2. juni 2025.

I 2023 har der fra kommunens side været afsat en millioner kroner til Ebeltoft i Udvikling. I 2024 og 2025 er det hvert år to millioner.

nationalt er der afsat 180 mio. kr. i alt i perioden 2022-2027 til fornyelse af bymidter og placering af lokale velfærdscentre.

Midlerne til fornyelse af bymidter kan blandt andet anvendes til fysiske forbedringer af bygninger, torve og gågader mv.

Derudover kan midlerne anvendes til oprettelse og etablering af velfærdscentre. Funktioner i et lokalt velfærdscenter kan fx være borgerservice, tandlæger, læger, aktivitetscentre, tilbud til ældre, kulturskoler, biblioteker mv.

Midlerne kan anvendes til flytning/oprettelse af velfærdsfunktioner, forudgående analyse- og udviklingsarbejde, anlæg, istandsættelse mv.