Hjertet af Ebeltoft bløder - detailhandlen negligeres
I en ’flytteguide' nævnes Maltfabrikken som centrum for erhverv i byen. Det er en katastrofe og helt uden fokus og hold i virkeligheden. Det er og bør være gågaden, mener debattøren
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Jeg ELSKER Ebeltoft, og alt det, byen rummer!
Alt for længe er det blevet negligeret og tilsidesat, at kommunens næststørste virksomhed, den samlede detailhandel, er helt uden fokus. Intet sted i kommunen er det tydeligere end i Ebeltoft. Dette tydeliggøres ved den seneste omdelte ’flytteguide,’ hvor Maltfabrikken nævnes som centrum for erhverv i byen – katastrofe og helt uden fokus og hold i virkeligheden. Men Maltfabrikken er absolut en livgivende kulturinstitution. Centrum for erhverv i Ebeltoft er og bør være Gågaden, de ejerledede butikker og Handelsstandsforeningen.
Vi har, hvis vi ikke passer på, en bymidte der er åben om sommeren og lukket om vinteren og tillige får en monofunktion for turisterne, om de måtte bevæge sig op i bymidten. Og bymidten bløder blandt andet grundet ændrede forbrugermønstre, men også silotænkning, og har gjort det længe. Netop dyreforretningen er lukket, og lige straks lukker Wunderwear, og samtidig har der i år været cirka 12 A-lokationer i byen, der var ledige eller sporadisk åbnede med udsalgsvarer. Vi har gennem de sidste 4 år haft et støt stigende antal ledige butikslokaler.
Det skal ske nu
Det har alt for længe alene været Handelsstandsforeningen og de små butiksdrivende, der har skullet skabe liv og aktiviteter uden et mærkbart bidrag fra kommunen. Kommunen investerer millioner og atter millioner i kultur og vikartimer, men for lidt eller intet til handelslivet og detailhandlen. Detailhandlen ER bylivet og lokale arbejdspladser. Samtidig er detailhandlen den største pipeline af ungetalenter, der skriver de første erfaringer på CV’et, og ligeledes er detailhandlen anerkendt som en af de mest fleksible brancher i forhold til arbejdstider og skånemuligheder for de mere sårbare i vores samfund.
I Ebeltoft SKAL vi fremtidssikre vores fantastiske bymidte, og det er NU! Ebeltoft gamle gågade og bygningerne har stor betydning for vores bys stedsidentitet og lokale sammenhængskraft.
Byudvikling og udviklingen af detailhandlen hænger uløseligt sammen, som det altid har gjort. Vi skal investere i at forskønne de eksisterende attraktive rammer og pladser, da det trækker mennesker til og skaber forretning for detailhandlen og vores kulturtilbud. Vi skal have skabt et levende, attraktivt og værdifuldt by- og strøgmiljø for byen. En levende bymidte er vital og sikrer sociale mødesteder samt et blomstrende forretningsliv, der skaber lokale jobs, tiltrækker besøgende hele året og ikke mindst gør byen attraktiv for beboere og tilflyttere.
Bymidten skal rumme foreningsliv, kulturinstitutioner, arbejdspladser og rekreative områder. Vores bymidte kan mere og skal tale til flere end i dag!
Det starter med lokal opbakning fra alle erhvervsdrivende, UDLEJERNE, banker, ejendomsmæglere, erhvervsorganisationer, butikker, frisører, ejendomsejere, kulturinstitutioner osv. Alle bør støtte op og være medlemmer i en stærk Handelsstandsforening. Dette er afgørende, at alle lokale interessenter støtter op.
Kommunen skal støtte
Handelsstandsforeningen er drivkraften og aktøren, der understøtter detailhandlen lokalt og skaber liv i byen gennem levedygtige forretninger og forbedrer erhvervs- og vækstmulighederne for detailhandlen. Særligt vigtigt er det i Ebeltoft med stor turisme, at vi bevarer et bredt udvalg af butikker, herunder en vigtig målsætning om at koncentrere butikker og gadeerhverv i bymidten og langs Jernbanegade til vandet. Herunder skal vi sikre bevarelsen af erhvervsmuligheder på S.A. Jensensvej som en naturlig overgang fra bymidten til havnepromenaden.
Handelsstandsforeningen og kommunen skal sammen skabe en fremtidssikret strategi om udvikling og fokus på bymidten og de mange succeshistorier om vækst og engagement. Dette skaber positivitet og tiltrækker nye butikker.
Kommunen skal ikke udvikle detailhandlen, men kommunen skal vide, hvordan de støtter en levende detailhandel og en stærk og proaktiv Handelsstandsforening. Samtidig skal kommunen naturligvis støtte Handelsstandsforeningen gennem en fast bevilling på budgettet til udvikling, arrangementer samt hurtig sagsbehandling, blandt andet for udvikling af butikslokalerne for at sikre relevans. Jeg mener, det er af afgørende betydning for Ebeltoft, at der afsættes midler fra kommunen og Handelsstandsforeningen til en dedikeret lokal ’bymægler,’ der udelukkende skal arbejde med at sikre implementeringen af strategien og igangsætte initiativer, udvikle byen og detailhandlen samt omsætte strategien i praksis.