Fortsæt til indhold

Støjniveauet fra affaldstømningen er generende

Er det miljøet eller de magtfulde renovationsselskaberne, der har mest ud af den omsiggribende sorteringsdille, som den nye affaldsordning byder på?

Debat
Finn Krüger-Johnsen

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

En skraldemand tar skraldet...

Der er vel næppe den kommune eller den by, der ikke har mærket konsekvensen af den nye, landsdækkende affalds-ordning, som ud over at have forurenet omgivelserne med et utal af uskønne containere, også har medført en forøget tømningsfrekvens, der alt andet lige må medvirke til en optrapning af CO 2 udslippet,- bestemt ikke det modsatte.

Hertil kommer så, at støjniveauet fra den intensiverede affaldstømningen er mærkbart generende, særligt i Ebeltofts gamle bydele, hvor husene ligger meget tæt.

Ud over dagligt at blive mindet om en tiltagende forbrugsfest, der ikke rigtig harmonerer med ønsket om en bæredygtig fremtid, kan man jo stille sig selv det spørgsmål, om den møjsommelige affaldshåndtering i hver enkelt husstand nu også har den tilsigtede virkning.

Er det miljøet eller de magtfulde renovationsselskaberne, der har mest ud af den omsiggribende sorteringsdille,- jeg spørger bare og reflekterer her med et bidrag i den humoristiske ende af skalaen, frit efter Jeronimus’s sang fra Maskerade. Og skulle Vægterkorpset i Ebeltoft trænge til en fornyelse i repertoiret kan vedlagte anvendes, - helt uden vederlag !

Fordum var der fred på gaden,

ren idyl og harmoni,

tømt var skraldet, smuk var Staden,

uden støj og falbeladen,

Godtfolk indtog morgenmaden,

inden klokken ni.

Ingen snak om ekstra tømning,

intet genbrugs-hysteri

Affaldsordning, Affaldsordning -

Freden er forbi!

Fordom var nu tiden en anden,

én gang tømning, viste sig nok,

nu er alle kommet på spanden,

jævnligt spurter skraldemanden,

er de mon gået fra forstanden,

og CO2 amok.

Ingen snak om ekstra udslip,

miliøet får et gok.

Affaldsdille, Affaldsdille -

det er lige lovlig nok!