Fortsæt til indhold

Ikke engang et skilt med »Vi deler vejen« er der råd til

Debat
Per Berggreen, Lyngevej 47, 8420 Knebel:

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

»Tak for opfordringen til at beskæftige sig med emnet cykelstier i Syddjurs.

Vi er en gruppe borgere, der har beskæftiget sig med muligheder for at forbedre trafikforholdene på Lyngevej mellem Knebel og Fuglsø. Vi har gentagne gange henvendt os til kommunen uden nævneværdige resultater.

Problemet her er ganske enkelt at vejen er for smal for fodgængere og cyklister og andre bløde trafikanter.

Der er flere gode grunde til at etablere en cykelsti:

1) Det er den eneste strækning mellem Rønde og Ebeltoft uden cykelsti.

2) Ud over at vejen er meget smal, er der mange uoverskuelige sving

3) Adgang til Molsskolen fra Vistoft er for farlig for børn, der derfor bliver kørt i skole af forældre eller skolebus til skade for miljø og børnenes fysiske udvikling.

4) Ældre tør ikke benytte vejen.

5) Cyklister skal holde tungen lige i munden op ad de stejle bakker, hvor et lille sving med cyklen kan være fatalt.

6) Rigtig mange vandreturister benytter vejen - nok ikke den bedste oplevelse på en vandretur i Mols Bjerge.

Som et lille skridt på vejen for at øge trafiksikkerheden, kunne hastigheden nedsættes til 60 km/t. Et skilt med »Vi deler vejen« kunne hjælpe, men ikke engang det har kommunen råd til!

Men en cykelsti er og bliver dog den bedste løsning.«