Djursland for fuld Damps fremtid hænger igen i en tynd tråd
Turistattraktionen i Allingåbro vil ikke indgå driftsaftale med Norddjurs Kommune under nuværende betingelser.
Der er igen uro om fremtiden for Djursland for fuld Damp (DffD) i Allingåbro. Bestyrelsen for turistattraktionen har meddelt Norddjurs Kommune, at man ikke kan indgå en driftsaftale med kommunen under de betingelser, som blev besluttet ved vedtagelsen af kommunens budget.
Der er afsat 750.000 kroner til DffD i 2024. Det svarer til det beløb, som attraktionens bestyrelse selv har meddelt, at der er nødvendigt for at kunne fortsætte driften som hidtil.
Fra 2025 falder det kommunale tilskud med 75.000 kroner til 675.000 kroner om året og i 2026 falder tilskuddet yderligere til 600.000 kroner om året.
Højsæsonen i år var horribel for DffD på grund af det vejret, der særligt i juli og august bød på regn og lave temperaturer.
Ifølge formand for DffD Torben Jensen, forventer DffD at komme ud af 2023 med et underskud på omkring 140.000 kroner.
Det betyder således, at turistattraktionen inden for få år skal forbedre årets resultat med cirka 300.000 kroner, hvis DffD skal kunne fortsætte driften. Det er ikke muligt, mener formanden.
»Det er helt urealistisk, at vi kan indgå en driftsaftale på de vilkår, som vi ikke engang selv tror på. Så skal det godt nok gå hen og blive godt vejr i de kommende år,« siger Torben Jensen til Lokalavisen.
Dårligt signal
Da DffD holdt generalforsamling i maj så det ellers endelig lyst ud for attraktionen efter tre problematiske år, hvor fremtiden konstant har været uvis.
Forinden havde et enigt kultur- og fritidsudvalg indstillet til kommunalbestyrelsen, at DffD skulle modtage de 750.000 kroner i tilskud i 2024 samt i overslagsårene 2025 og 2026.
Efterårets budgetforhandlinger endte dog med det faldende tilskud.
Torben Jensen understreger, at han egentlig ikke ønsker at skabe mere uro omkring fremtiden, men han fastholder dog sin ærgrelse og undren over den politiske proces.
»Jeg synes godt nok, det er meget op ad bakke. Det virker totalt meningsløst, fordi overslagsårene betyder jo ikke noget for kommunens økonomi i dag, men det betyder vanvittigt meget for os. Det ville betyde, at vi kunne signalere, at der er ro på og kommunen bakker op,« siger Torben Jensen.
»Så ved vi godt, at det kan ændre sig til næste års forhandlinger, hvis kommunen mangler penge, men hvis vi skal ud og søge penge hos fonde, så kigger de på kommunens opbakning som det første. Det vil trods alt gøre det noget lettere, hvis der står, at vi i de næste tre år modtager 750.000 kroner om året og ikke, at vi får reduceret tilskuddet med 150.000 kroner i løbet af et par år. Det skal være nogle meget flinke fonde, der går ind i det,« konstaterer Torben Jensen.
Kultur- og fritidsudvalget holder møde tirsdag aften, hvor beslutningen fra DffD er på dagsordenen.
Lokalavisen følger sagen.
Bestyrelsen i DffD har desuden anmodet om et møde med Norddjurs Kommune for at diskutere den fremtidige drift.