Fortsæt til indhold

Finder rådne blomster på datterens og moderens gravsted: »Et mysterie«

Gitte Frikke langer ud efter Brabrand Kirkegård, som hun ikke mener passer sit arbejde i forhold til pasning af gravsteder.

Samfund
citathistorie: tv2 østjylland
En vissen blomst lå væltet på gravstedet - hvilket også ærgrer Gitte. Foto: Privat.

Gitte Frikkes datter og mor ligger begravet på Brabrand Kirkegård, hvor de har et fælles gravsted. Et sted, som familien indtil for halvandet år siden selv holdt ved lige.

Det har de siden måttet erkende, at de ikke har tid og overskud til, hvorfor de har besluttet at betale sig fra opgaven. Så nu ligger ansvaret hos kirkegården.

Et ansvar Gitte Frikke ikke mener, at den tager på sig.

»De skal fjerne visne blomster og ukrudt, men det sker langt fra altid. Det gør ondt at se på, for stedet betyder meget,« siger hun.

Gitte Frikke og familien kommer ikke så meget på kirkegården som førhen, men ved mærkedage er de forbi med blomster.

Her har de så set, at blomster får lov at stå i op til en måned uden at blive fjernet.

»Sidst kom jeg til en helt rådden blomst. Det er rigtig trist og gør en ked af det. Vi betaler for, at det skal se pænt ud,« siger Gitte Frikke.

Et ekstra øje

Hun har klaget til kirkegården tre gange.

Og har fået at vide, man har et ekstra øje på gravstedet.

»Men det burde man da ikke. De skal bare passe stedet, som jeg betaler dem for at gøre,« siger Gitte Frikke.

Samtidig er hun blevet tilbudt ekstra grus på gravstedet, hvilket ifølge hende intet har at gøre med de andre problemer omkring manglende vedligehold.

Privatfoto

Derfor har hun lavet et Facebook-opslag i gruppen ’Brabrand Beboerne’, hvor hun ytrer sin utilfredshed og spørger, om andre har oplevet noget lignende.

Hvilket flere tilkendegiver, at de har, og de har af samme grund opsagt aftalen med kirkegården.

»Vi overvejer det samme, men har jo netop valgt at betale os fra arbejdet for at sikre os, at gravstedet bliver vedligeholdt,« forklarer Gitte Frikke.

»Et mysterie«

Fra Brabrand Kirkegårds side erkender kirkegårdslederen, at det ikke er godt nok, sådan som gravstedet hos Gitte Frikkes pårørende ser ud.

»Jeg kan kun give hende ret i, at det ikke er godt nok. Det skal selvfølgelig ikke fremstå sådan,« siger kirkegårdslederen Anton Dalgaard.

Han har ikke en forklaring på, hvorfor gravstedet ikke har fået fjernet visne blomster.

»Dem ved siden af er velpassede, så det er et mysterie for mig,« siger Anton Dalgaard.

Men flere andre på Facebook fortæller om lignende oplevelser?

» Det er bekymrende, men vi prøver at løbe så hurtigt, vi kan og gøre det bedst muligt. Men der kan jo komme en sygemelding, eller vi kan have ekstra travlt,« lyder det fra kirkegårdslederen.