Søren siger farvel til Smukfest: »Jeg er nødt til at tage min egen medicin«
Smukfests talsmand gennem de seneste år, Søren Eskildsen, forlader festivalen til nytår for at forfølge drømmen om at gøre vandring og naturoplevelser til sin nye levevej.
»Jeg springer ud i noget, hvor jeg danser på line uden sikkerhedsnet. Jeg har et job, jeg er fantastisk glad for, så det har ikke været en nem beslutning. Men jeg ved, at hvis jeg ikke gør det nu, så kommer jeg til at fortryde det, når jeg bliver gammel. Jeg har altid sagt, at det er vigtigt at gøre det, man drømmer om – og så er jeg også nødt til at tage min egen medicin.«
Selvom det kom som en overraskelse for mange, da Smukfest i sidste uge sendte en meddelelse ud om, at Sørens Eskildsen forlader festivalen til nytår for at springe ud som selvstændig med sin nye virksomhed, MindHike, så er det ikke en beslutning, der er truffet overnight.
Det giver en ro at få tankerne ned i fødderne. Det giver en anden balance. Du sanser på en anden måde. Det baner vej for at stoppe op og tænke dybt og langsomt. Og det har vi brug forSøren Eskildsen, MindHike
»Jeg har altid været glad for at vandre, og har på egen krop oplevet, hvordan det her med at gå nogle lange ture i naturen, det bare kan rigtig meget. Det giver en ro at få tankerne ned i fødderne. Det giver en anden balance. Du sanser på en anden måde. Det baner vej for at stoppe op og tænke dybt og langsomt. Og det har vi brug for,« konstaterer han.
Med MindHike ønsker Søren først og fremmest at skabe et fællesskab, hvor vandring og naturen bruges som afsæt for at skabe mere balance og trivsel i livet.
»Det er udsprunget af, at jeg , sådan helt grundlæggende synes, at det er vigtigt, vi som mennesker stopper op og finder balance og trivsel i os selv, så vi kan være noget for andre. Turene i naturen er for mig en måde, at flytte mig selv som menneske. Så det jeg egentlig gerne vil, er at flytte mennesker ved at tage dem med på gåture i naturen. Det gør jeg ved at skabe en bevægelse og et fællesskab, der hedder MindHike,« forklarer han.
Fællesskabet er baseret på en række principper, der centrerer sig om at være i naturen på naturens præmisser, og tage ansvar over eget liv og velbefindende for derigennem at kunne være mere for andre.
»Principperne er mit udgangspunkt, men andre kan også byde ind. Det vigtigste er at være reflekterende. At være bevidst om forholdet til sig selv, hvordan kan det styrkes og udvikles, så vi kan være mere for andre.«
Vi er hele mennesker, der konstant bliver skubbet ud af balance af den konstante acceleration, der er i samfundet omkring os. Både i forhold til vores arbejdsliv, men også i forhold til samfundet generelt.Søren Eskildsen, MindHike
Et af principperne er at være så analoge som muligt.
»Der er en tendens lige nu til, at vi skal finde os selv som mennesker. Det er jo ikke kommet ud af det blå. Jeg synes, det er fantastisk. Vi er hele mennesker, der konstant bliver skubbet ud af balance af den konstante acceleration, der er i samfundet omkring os. Både i forhold til vores arbejdsliv, men også i forhold til samfundet generelt. Det er taget til og er stadig tiltagende, og det er med til at skabe ubalance og mistrivsel. Og her spiller digital teknologi en stor rolle. Det digitale forstyrrer os rigtig meget,« understreger han.
»Vi skal tænke over, hvordan vi bruger den tid, vi har til os selv. Jeg mener, vi skal tage noget af den tid, og lave om på vores vaner, så vi er mere ude i naturen i stedet for, fordi det er givtigt for os, og fordi det på sigt kan vise sig at være en god investering. Det kan måske endda være med til at give os en lidt større pyt-knap,« smiler han.
Sammen med fællesskabet omkring MindHike, har Søren Eskildsen udviklet et koncept for at sende andre ud på vandreture og samtidig tilbyder han rådgivning om politisk interessevaretagelse, Public Affairs, formidling, risikostyring, krisehåndtering, forretningsudvikling og andet, der bygger videre på hans erfaringer fra blandt andet Smukfest.
»Det er noget af det, der skal give mig smør på brødet i fremtiden. For det er nok ikke rocket science, at drømmen om at skabe en bevægelse og et fællesskab ikke er noget, der lige med det samme betaler mit banklån og giver børnene tøj på kroppen,« erkender han.
Der er en trend i øjeblikket, hvor man mere og mere får øjnene op for, at folk ikke kun udvikler sig inde i et kedeligt mødelokale. At man kan udvikle sig og flytte sig rigtig meget og finde øget balance og trivsel ved at komme ud i naturenSøren Eskildsen, MindHike
Interessen for de organiserede vandreturene er stor, og Søren har allerede fået flere henvendelser om.
»Der er forbavsende mange, der allerede nu har tilkendegivet, at de rigtig gerne vil ud på en vandretur. Der er flere større virksomheder, der ser det som en god måde at udvikle og flytte eksempelvis ledergrupper. Der er en trend i øjeblikket, hvor man mere og mere får øjnene op for, at folk ikke kun udvikler sig inde i et kedeligt mødelokale. At man kan udvikle sig og flytte sig rigtig meget og finde øget balance og trivsel ved at komme ud i naturen,« fortæller han, og skynder sig at understrege, at vandreturene ikke på nogen måde må sammenlignes med barske overlevelses- og teambuildings-kurser.
»Det, jeg vil, er fjernt fra kanindræber-kurser – det er det stik modsatte. Jeg vil putte folk ind i en rar ramme, hvor de får nogle tanker ned i fødderne og er sammen med andre på en god måde. Naturen og vandringen skal give positiv værdi til folks liv. Både mens de er i oplevelsen, men også som noget, de tager med sig videre i livet i form af bedre balance og trivsel.«