Endelig sker det: Ebeltoft får en boghandel
En stor del af byens borgere har haft et ønske i årevis - nu bliver det opfyldt
I foråret blev der lavet en analyse af butikslivet i Ebeltoft. Her kunne folk online svare på spørgsmål, for eksempel hvilken slags butik, de mener, der mangler i byen. Topscoren blev en boghandel. 67 procent af 408 personer (276 i alt) svarede, at de ønskede sig en boghandel tilbage i den gamle købstad. Nu får de chancen for at bevise, om de så rent faktisk også vil handle i en sådan butik, hvis den er her, for om få måneder åbner Anders Sølling Kristensen, ejer af Bog & ide i Hornslet, en forretning i Adelgade 10.
Fra 1830 til 1982 lå der faktisk en boghandel i de selvsamme lokaler, som indtil for nylig husede møbelbutikken Fasmas.
På tide
Anders Sølling flyttede til Ebeltoft i 2020, og ideen opstod allerede der.
»Af forskellige grunde lykkedes det ikke, og da muligheden bød sig, overtog jeg i stedet for butikken i Hornslet. Men nu er det tid til at udvide og tid til, at Ebeltoft igen får sin egen boghandel.«
I skrivende stund går Anders Sølling Kristensen i butikken på Adelgade og planlægger indretningen.
»Det bliver en lidt anderledes Bog & ide, tror jeg, men en som kommer til at passe perfekt til Ebeltoft. Sådan lidt kringlet og hyggelig og med mange gode varer på hylderne.«
Arbejdstitlen for indretningen er en moderne boghandel i gammeldags rammer.
»Det skal gerne blive et sted, hvor man får en følelse af, at man har tid og ro til at se sig om. Et dejligt sted, man nyder at være.«
Han er selvfølgelig spændt på, hvordan den nye butik kommer til at løbe rundt, men ikke på, om den kan.
»Jeg er ret overbevist om, at der er grundlag for en boghandel her i byen. Jeg har selvfølgelig også set analysens resultater, og fordi jeg har forretningen i Hornslet, har jeg gennem de sidste par år også fået ret mange henvendelser fra folk i Ebeltoft, der har spurgt, om jeg ikke også vil åbne en her.«
Han er helt bevidst om, at handelslivet i Ebeltoft er underlagt det vilkår, at der kan være stille uden for sæsonerne.
»Jeg satser da helt klart på, at vi også får mange turister i butikken. Det er det gode ved at være en kæde, for så kan kunderne bytte i de byer, de kommer fra, men jeg tror samtidig ikke, at en boghandel er lige så afhængig af turisterne, som for eksempel de butikker, der sælger souvenirs. Jeg forventer, at der vil være interesse for at købe bøger i en by som Ebeltoft hele året rundt.«
Anders Sølling har bl.a. en baggrund fra Dansk Supermarked og har også været bestyrer af et antikvariat. Derudover er han uddannet socialrådgiver og har arbejdet som rådgiver og konsulent. Det var en drøm om at komme tilbage til bøgernes verden, der fik ham til at slå til, da Hornslet-butikken blev sat til salg. Han er i øvrigt opvokset i Hornslet, og det var netop i den boghandel, han købte sin første bog.
Han er stærk tilhænger af, at bøger skal læses fysisk. Ikke kun, fordi han skal leve af det, sådan har han altid haft det. Historien forstås og opleves helt anderledes, når den ligger i hånden, og siderne en efter en skal vendes.
Han læser faktisk så snart han kan komme til det.
På natbordet ligger lige nu Aftenland af Tobias bukkehave og Bram Stokers Den syvstjernede juvel. Noget tyder på, at han ofte bliver spurgt om, hvad hans yndlingsbog er, for svaret kommer prompte: Neverwhere af Neil Gaiman.
Ligesom boghandlerens egne præferencer, vil udvalget i butikken i Ebeltoft, som efter planen skal åbne sidst i marts, også blive en blanding af nye og gamle bøger. Der vil også være kontorartikler og gode tilbud på den slags til de lokale erhvervskunder. Den daglige drift af Hornslet-butikken vil Anders Sølling Kristensen overlade til en anden, så han får mest mulig tid til at stå i den nye boghandel i Ebeltoft.
I postnummer 8400 bor der knap 7300 mennesker. Vi ved, at 270 af dem, der interesserer sig for Ebeltofts butiksliv, ønsker sig en boghandel, men lad os da håbe for både dem og boghandleren selv, at de resterende 7000, plus turisterne selvfølgelig, også synes, det er en god ide.