Fortsæt til indhold

Nu er det officielt: Ny møbelbutik åbner i Auning

Det er vigtigt for byen, at gammel tradition for møbelhandel kan fortsætte, mener udlejer.

Samfund

I starten af det nye år bliver det igen muligt at handle møbler i Auning.

Her åbner en ny møbelforretning i lokalerne i Østergade 5, hvor Sten Petersen i øjeblikket er ved at lukke Bolighuset Auning.

Bygningerne ejes af Lars Martinussen, og han er yderst tilfreds med, at det lykkedes at lave en aftale med nye lejere, som vil åbne møbelforretning.

»Jeg vil gerne have, at der er møbelforretning i Auning, så det har jeg kæmpet for at få igen. Med det forretningsliv, der er i byen, så passer det rigtig godt, at man også kan handle møbler. Auning har jo et fantastisk opland, fordi vi ligger midt på Djursland, og det betyder, at der er rigtig mange, der gerne vil køre hertil - også fra Randers - for at købe møbler,« siger Lars Martinussen.

Han kan endnu ikke afsløre helt konkret, hvem der overtager forretningen. Han fortæller dog, at det er gode folk med masser af erfaring inden for netop møbelbranchen.

Det har også været vigtigt for ham.
Der har således været møbelforretning i Østergade i 60 år, og Lars Martinussen drev selv sin møbelbutik her i næsten fire årtier.

»For byens og handelslivets skyld er det vigtigt med en møbelforretning, men også lidt for min egen. Vi havde den jo i 37 år, så derfor ligger der også noget i hjertet, at det kan fortsætte. Det er ikke kun med hjernen, men i høj grad også hjertet der er med i det her,« fastslår Lars Martinussen.

Den præcise dato for åbningen af den nye møbelforretning er endnu ikke meldt ud.