Skjult corona-rente trak tæppet væk under dyrehandlen »Det kan godt være, 5000 kroner er en bagatel for Skat, men det var det fandme ikke for os.«
Det er en rystet indehaver af dyrehandlen Pitó Pia Kjærbo Ibsen, der ser tilbage på det forløb, der endte med at lukke den ene af hendes forretninger.
Der er kunder i butikken, og i sit bur er den mørkerøde ara Lucky godt i gang med at skræppe sig til opmærksomhed.
Dyrehandlen Pitós maskot spiller en ikke helt uvæsentlig rolle i, at smilet trods alt stadig kan brede sig på læberne hos dyrehandlens ejer Pia Kjærbo Ibsen efter et 2023, der bedst kan betegnes som et annus horribilis.
Eller med Pia Kjærbo Ibsens mere kontante ord.
»Det har været et rigtigt lorteår.«
Det er blot få måneder siden, hun og hendes mand Torben måtte erklære den ene af deres tre dyrehandler konkurs.
Pitó Grenaa lukkede i starten af september som kulminationen på en lavine, der i realiteten begyndte at forme sig under corona-årene.
Som så mange andre virksomheder benyttede Pitó sig af statens tilbud om at optage corona-lån for at klare sig igennem en tid med restriktioner og væsentlig færre kunder og dermed mindre salg end normalt.
De tre butikker i Pitó lille kæde på Djursland drives som selvstændige forretninger fra Auning, Rønde og altså Grenaa.
Forretningen i Grenaa drives sammen med Pia og Torben Kjærbo Ibsens partner Kim Ulldal Jensen, og betingelserne i corona-lånet en tilbagebetaling på 40.000 kroner om måneden. Betalinger som ifølge Pia Kjærbo Ibsen troligt blev tilbagebetalt til tiden hver måned.
I februar begyndte lavinen for alvor at rulle på værst tænkelig måde, da Torben Kjærbo Ibsen blev ramt af en blodprop i hjernen.
Blot tre uger efter skete det nærmest utænkelige.
»Torben er økonomisk ansvarlig i Pitó, og er altså sygemeldt. Tre uger efter blev Kim (Uldall Jensen, red) ramt af en blodprop i hjertet,« fortæller Pia Kjærbo Ibsen.
Begge overlever heldigvis, men deres efterfølgende sygemeldinger bliver fatale for forretningen.
Overset rente
Pia Kjærbo Ibsen står for den daglige drift af forretningen og har ikke adgang til virksomhedens skattekonti. Det har Torben Kjærbo Ibsen og Kim Uldall Jensen, og alt imens de to mænd forsøger at komme på benene oven på hændelserne, og Pia Kjærbo Ibsen forsøger at varetage driften af både forretningen i Auning og nu også i Grenaa, tikker der en besked ind fra fogeden.
»Der står, at vi skylder 4500 kroner i rente på corona-lånet. Dem skal de have, og så skal de i øvrigt også have de resterende 400.000 kroner, vi skylder på lånet. Og dem skal de have nu,« beretter Pia Kjærbo Ibsen.
Hele beløbet er således røget til øjeblikkelig inddrivelse hos Gældsstyrelsen. Kan man ikke betale, er det næste skridt konkurs.
Pia Kjærbo Ibsen medgiver, at ansvaret for at holde øje med egen skattekonto er deres. Det ændrer imidlertid ikke ved harmen over, at 4500 kroner ender med at lukke Pitós ene forretning, for paradoksalt nok ville situationen formentlig have set helt anderledes ud, hvis det skyldige rentebeløb havde været større.
Skattestyrelsens bagatelgrænse for at sende rykkere ud til skyldnere ligger nemlig på 5000 kroner. Det betyder, at Pitó intet hørte fra styrelsen, da beløbet ikke blev betalt.
Ifølge Pia Kjærbo Ibsen blev forretningen heller ikke adviseret, da den samlede gældsinddrivelse overgik til Gældsstyrelsen.
»Vi har fået at vide, at Gældsstyrelsen normalt sender rykkere ud, men det har vi ikke modtaget. Hverken et fysisk brev eller i e-boks. Vi har intet modtaget,« fastslår Pia Kjærbo Ibsen.
»Altså det kan godt være 5000 kroner er en bagatel for Skat, men det var det fandme ikke for os,« harmdirrer hun.
De 4500 kroner i forfaldne renter betalte hun med det samme. Efterfølgende tog hun kontakt til både Skat og Gældsstyrelsen. Begge steder var meldingen -trods en vis forståelse for situationen - at der intet var at stille op. Betal de resterende 400.000 kroner eller begær jer konkurs.
Ingen hjælp
Sådan endte det. Dog ikke uden et sidste sværdslag, hvor Pia og Torben Kjærbo Ibsen med blandt andet deres kassekredit i forretningen i Auning forsøgte at rejse penge til at købe varelageret i Grenaa.
Håbet var, at Pitó forhåbentlig kunne fortsætte andetsteds i byen eller alternativt fordele varerne i de resterende to butikker.
»Der var ikke noget, vi hellere ville end at fortsætte i Grenaa. Da det her begyndte at gå galt, kunne vi godt se, at der var nogle leverandører, der ikke ville få deres penge. Hvis vi havde fået lov at købe varelageret, kunne de i hvert fald have fået en del af deres penge tilbage, men desværre havde vi en vigtig samarbejdspartner, som til sidst ikke ville hjælpe os med det. Mere kan jeg ikke sige,« konstaterer Pia Kjærbo Ibsen.
Mistilliden vokser
Tilbage står hun nu med to trods alt velfungerende forretninger i Auning og Rønde, men også med masser af mistro til systemet.
»Hvis vi ikke havde kunnet finde ud af at drive vores virksomhed, eller vi ikke havde betalt vores afdrag på corona-lånet, så er det jo fair nok, at man må lukke. Vi har altid betalt vores moms og skat med glæde. Vi har aldrig haft intentioner om at snyde staten, så i min verden er det her simpelthen så uretfærdigt, fordi det handler ikke om, at vi ikke har gjort det godt nok. Jeg er så rystet over, at man ikke giver virksomhederne en håndsrækning. I stedet vælger man at lukke en sund butik, der bidrager til det lokale erhvervsliv, og sørger for fem-seks arbejdspladser i Grenaa,« siger Pia Kjærbo Ibsen og tilføjer:
»Det betyder faktisk, at det er dig og mig og alle andre borgere, der kommer til at betale den regning og de 400.000 kroner, som vi ikke kunne få lov at betale færdig.«