Julelys i Ebeltoft: Hvem betaler regningen?
Det er blevet dyrere og dyrere at være Handelsstandsforening, også i Ebeltoft. Alene julebelysningen koster omkring en kvart million. Nu rækker foreningen ud og beder om hjælp
Vil du give et bidrag til din bys julebelysning? Det spørger Handelsstandsforeningen i Ebeltoft i disse uger byens borgere og turister om. Måske har du aldrig tænkt over, hvem der egentlig står bag den elektriske julestemning, men det er faktisk Handelsstandsforeningen.
En fjerdedel af budgettet bruger de på netop den sag. Vi snakker syv store juletræer, julekugler på Torvet, granguirlander i gågaderne, julebelysning på Jernbanegade og selvfølgelig - og ikke mindst - de mange oplyste træer, der byder alle os med Ebeltoft i hjertet velkommen, når vi kører ind og ud af byen ad Strandvejen. Det er fældning, fragt, op og nedtagning af juletræerne. Det er vedligehold og nyanskaffelser af lyskæder og guirlander, og listen med opgaver og udgifter er endnu længere.
Hvis der kom noget godt ud af, at krisen sidste år helt bogstaveligt talt slukkede for julestemningen, så er det, at vi har lært at sætte pris på den, når den er her. Pris - pris - pris - pris - pris - pris, synger vi i julesalmen, og hvad angår julebelysningen i Ebeltoft, så er den ikke lille. Den er høj, men retfærdig, siger kasserer i Handelsstandsforeningen, Jens Friis.
»Vi bruger små 250.000 kroner på julebelysning og alt omkring den hvert år. Det kan lyde af mange penge, men når man kigger på, hvor meget det egentlig kræver, så er det faktisk ikke urimeligt.«
Men det er til gengæld meget ud af Handelsstandsforeningens budget. Som skrevet en fjerdedel, og fordi vilkårene for at drive en Handelsstandsforening har ændret sig i takt med tiden, så har foreningen kastet sig ud i et forsøg.
Færre frivillige - flere udgifter
Igennem november og december spørger Ebeltoft Handelsstandsforening om folk vil donere et beløb til julebelysningen. Både turister, borgere og erhvervsliv. Det kan for eksempel gøres via Mobilepay, og der er allerede kommet en række donationer, både store og små.
»Dem er vi meget taknemmelige for, uanset størrelse. Folk er positive overfor at spæde i kassen med julelys. Faktisk var det ikke vores ide, men nogle fra byen, der foreslog os det, fordi de gerne vil hjælpe. Det er jo noget, vi allesammen har glæde af, og ikke kun de godt 115 medlemmer af Handelsstandsforeningen, som betaler for det,« siger Jens Friis, som understreger, at indsamlingen ikke er et udtryk for en forening i krise.
»Nej, det går godt. Vi får hele tiden flere medlemmer, men vi står overfor at skulle forny os selv. Folk har ikke længere tid til at lægge så mange frivillige timer i arbejdet med at løfte handelslivet, og man får ikke længere noget foræret. Alle aktiviteter koster, og vi skal i højere grad ud at købe os til det i dag.«
Derfor er foreningen nødt til at omstrukturere økonomi og organisation for at tilpasse sig, og det hele er en del af et større strategiarbejde, som de har været i gang med i godt et år.
»Der skal lidt mere luft i økonomien, så vi i højere grad kan betale os fra opgaver. Det er vi nødt til, også fordi vi ser ind i et formandsskifte i februar 2025. Hanne Sloth (nuværende formand, red.) har gennem mange år lagt et uvurderligt stort stykke arbejde, langt ud over, hvad man kan forvente. Den mængde af timer, hun lægger, kommer til at skulle løftes på en anden måde, og derfor er vi nødt til at ændre på nogle rammer. Det her med at bede om tilskud til julelys er bare et af tiltagene. Men et, der giver mening, for vi får jo allesammen noget ud af julestemningen i Ebeltoft,« afslutter Jens Friis.
For nylig bakkede Rotary Ebeltoft også op om julebelysningen ved at invitere til ’Smagsbanko’ På Toppen. Her samlede de 16.000 kroner ind, som går ubeskåret til formålet.
Vil du støtte julebelysningen, kan det gøres med et valgfrit beløb via MobilePay, nummer 760506.