Fortsæt til indhold

Flere østjyske bydele er udsatte boligområder

Ministerie har offentliggjort parallelsamfundsliste, hvor flere østjyske områder er på.

Samfund
ksa

Efter tre år hvor antallet af parallelsamfund er faldet, stiger det i 2023 fra 10 til 12.

Det viser regeringens årlige parallelsamfundsliste, hvor Aarhus Kommune er repræsenteret tre steder.

Det skriver Social- og Boligministeriet i en pressemeddelelse.

Ved et parallelsamfund forstås et alment boligområde, hvor der bor mindst 1.000 beboere, og hvor minimum to af kriterierne vedrørende tilknytning til arbejdsmarkedet, kriminalitetsniveau samt uddannelses- og indkomstniveau, er opfyldt, og hvor andelen af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande overstiger 50 procent.

En gammel Aarhus-kending er tilbage på listen, som tidligere blev kaldt for ghettolisten.

Det drejer sig om Skovgårdsparken i Brabrand.

De to andre er Bispehaven og Gellerupparken/Toveshøj.

På listen over udsatte boligområder er Randers også repræsenteret. Her er der tale om Glarbjergvej-område og Gammel Jennumparken.

Selv om der er kommet flere udsatte boligområder og parallelsamfundsområder, går udviklingen stadig den rette vej mod målet om nul parallelsamfund i 2023.

Det skriver ministeriet i pressemeddelelsen, hvor det blandt andet bliver understreget, at indkomsten er forbedret i stort set alle områder, mens uddannelsesniveauet er løftet og antallet af dømte er faldet.

»At der i år er kommet flere boligområder på listerne viser, at boligorganisationer og kommuner nu skal holde fast, bruge lovgivningens redskaber aktivt og nogle steder også træffe svære beslutninger,« lyder det fra social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) i pressemeddelelsen.