Fortsæt til indhold

Den første gæst i Aarhus Øje: Fin udsigt og god kaffe i den tynde luft

Premieren på Aarhus' nye destination, Aarhus Øje, er forløbet fint. Der er stadig ledige pladser de kommende uger, men restauranten er optaget af julefrokoster.

Samfund

»Lige dernede gik jeg i skole på Marselisborg Gymnasium.«

»Jeg voksede op på Trøjborg – lige derovre.«

Den nye destination Aarhus Øje i 142 meters højde åbnede officielt på julemånedens første dag. Pegefingrene havde travlt, og fortællelysten var stor, da de første betalende gæster indtog udsigtsplatformen på toppen af Lighthouse yderst på Aarhus Ø.

Den første gæst, som stod klar i god tid, inden dørene åbnede kl. 10, var Karsten Yde fra Fløjstrup syd for Aarhus. Han er begejstret for byens nye udsigtspunkt.

»Høje steder kan noget særligt, og Aarhus Øje kan bestemt også noget. Prøv bare at se, hvor flot landskabet er klædt i sne, så langt øjet rækker. Jeg kan se over til min datter og svigersøn i Egens på Mols,« fortæller han.

God kaffe i højden

Mens elevatoren sender flere og flere op til observationsdækket, fortæller Karsten Yde i Restaurant Bavn om glæden ved at se det hele lidt fra oven. Således søger han helt bevidst opad, når lejligheden byder sig.

Denne billet blev den første til en betalende gæst. Den tilhører nu Karsten Yde, og den er ikke til salg. Privatfoto

»Jeg har bl.a. været oppe i verdens højeste kirketårn på 162 m i Ulmer Münster i Tyskland. Og i Lilla Bommen i Göteborg på 23 etager. Det gør noget specielt for en by, at den har et udsigtspunkt, man kan orientere sig fra,« siger han og tilføjer:

»Jeg er meget tilfreds med, at man ikke lavede lejligheder helt oppe, men valgte at lade den øverste etage være tilgængelig for offentligheden,« siger Karsten Yde og nipper til sin kaffe.

»Man får god kaffe i højden. Måske er det den tynde luft,« griner han.

Basejump fra Aarhus Ø?

De højere luftlag drager i den hele taget den 68-årige pensionist, som har prøvet at kaste sig ud fra et fly med faldskærm, fløjet paragliding og luftballon.

»Det eneste, jeg mangler, er basejump. Men det bliver nok ikke muligt herfra,« erkender han.

Karsten Yde er meget tilfreds med, at han blev den første betalende gæst på udsigtsplatformen på 44. etage. Han er også den første danske mand, som har stået på ski til Nordpolen. Foto: Martin Thomas Ford.

Karsten Yde har igennem mange år arrangeret kanoferie og outdoor-oplevelser i Sverige, og blandt hans egne meritter er klatring i Himalaya, huleture i Peru og rafting på Zambezi-floden. Desuden stod han i 2001 som den første danske mand på ski til Nordpolen. Den første dansker var bestyrelsesformand for Aller Media, Bettina Aller, understreger han.

Giver ny energi

»Jeg får energi af at mærke elementerne og ved at opsøge steder, som kan noget særligt. Jeg skal da også tilbage i Aarhus Øje,« forsikrer Karsten Yde, som, inden han tager elevatoren ned, er heldig at sikre sig en helt særlig oplevelse i Restaurant Bavn.

»Jeg har vist lige fået et bord til to nytårsaften. Det bliver et flot syn.«

Blandt de mange andre aarhusianere, som er med til premieren på Aarhus Øje, er naboerne Eva og Stig Taps. De boede oprindelig i Lighthouse-komplekset, men er siden flyttet i en større lejlighed i Z-Huset lige ved siden af.

Holder øje med hunden

»Vi flyttede herud fra Risskov i 2011, så vi har fulgt alle byggerierne – og vi har haft direkte udsigt til opførelsen af tårnet, så selvfølgelig skulle vi op og se det, så snart det blev muligt,« fortæller Eva Taps og udpeger parrets bolig under os.

Ægteparret Stig og Eva Taps nød udsigten og kigget til deres eget hjem i nabobygningen Z-Huset. Foto: Martin Thomas Ford.

»Vi kan lige holde øje med vores hund Karlo. Han sover vist,« siger Stig Taps.

Eva Taps er født og opvokset i Aarhus-bydelen Trøjborg og kan nærmest se sit barndomshjem fra toppen af Lighthouse.

»Det er fantastisk at se sin by fra denne vinkel. Hvor er vi heldige, at landskabet er sneklædt lige nu,« udbryder hun.

God tid til gæster

Ifølge Nina Bech Stage, som er driftsansvarlig for Aarhus Øje, er premieredagen forløbet godt.

»Vi har været heldige at åbne på en dag med god sigtbarhed, så det kunne ikke have været bedre. Der har heller ikke været flere, end vi har kunnet håndtere, så vi har haft god tid til at tage os af vores gæster i dag,« fortæller Nina Bech Stage.

Næsten uden undtagelse hev de første gæster telefonen frem og forevigede udsigten fra toppen af Lighthouse. Foto: Martin Thomas Ford

Mange har allerede booket en tur i Aarhus Øje de kommende uger – især er der stor interesse for at komme op i tårnet mellem jul og nytår.

»Der er stadig mulighed for at komme ind fra gaden og købe en billet, hvis man vil op på udsigtsplatformen. Til gengæld er der nærmest fuldt booket i restauranten resten af december – især på grund af julefrokoster,« fortæller Nina Bech Stage.