Fortsæt til indhold

Erfarne folk og lokale ansigter genåbner møbelhandlen i Auning

Det er gået stærkt for møbelforretningen Hjemme Hos Bolig Nyt, som snart åbner sin anden forretning.

Samfund

1. februar er der igen møbelforretning i Auning, når Hjemme Hos Bolig Nyt åbner deres anden butik.

Dermed kommer der igen liv i den lokale møbelhandel, som der har været det i godt 60 år, og det bliver igen med lokale og erfarne folk i spidsen.

Jesper Loft, der til daglig bor i Ring uden for Auning, er blevet medejer af forretningen. Han kommer til at stå for den daglige drift i forretningen.

Forretningen bliver således en del af Hjemme Hos Bolig Nyt, som Thomas Krogh Brink og Anders Andersen åbnede på Trekanten i Grenaa i maj i år.

Jesper Loft har mange års erfaring fra møbelbranchen. Senest har han været en del af Schmidthuset i Grenaa.

Tidligere på året henvendte han sig til Thomas Krogh Brink og Anders Andersen med tankerne om at overtage forretningen på Østergade i Auning, når Sten Petersen i Bolighuset Auning lukker sin butik.

»Selvfølgelig skal der være møbelbutik i Auning, og det giver bare så god mening at flytte konceptet i Hjemme Hos Bolig Nyt over i forretningen i Auning. Den har en rigtig god størrelse til det, så de tanker har vi gået og summet lidt over, siden i sommer indtil muligheden var der,« fortæller Jesper Loft.

Jesper Loft får ikke ret langt til arbejde fremover. Han bor til daglig i Ring uden for Auning. Foto: Simon Carlson

Hos de to nye partnere i Hjemme Hos Bolig Nyt var der da heller ikke meget tvivl, da lejligheden bød sig, fortæller Thomas Krogh Brink

»Vi åbnede først forretningen i Grenaa i maj, så det er jo tidligt at udvide, men den lå bare lige til højrebenet. Der er helt klar belæg for, at der fortsat er møbelforretning i Auning, og så får vi en masse fede synergieffekter ud af at have to forretninger,« siger Thomas Krogh Brink.

Gardinerne blafrer

En af fordelene, særligt for kunderne, er, at det nu igen bliver muligt at købe gardiner lokalt.

Til daglig driver Anders Andersen Bolig Nyt i centrum af Grenaa sammen med sin kone, hvorfra de forhandler interiør og gardiner.

Et af koncepterne bag Hjemme Hos Bolig Nyt er således, at man kan kan købe hele hjemmepakken på ét sted.

»Konceptet bliver det samme i Auning, og det synes jeg, der er rigtig fedt, at vi nu igen kan tilbyde kunderne i byen og i oplandet at kunne købe gardiner lokalt. Samtidig betyder det også, at hvis vi mangler en vare ét sted, så kan vi hurtigt flytte fra den ene forretning til den anden,« konstaterer Anders Andersen.

Flere kendte ansigter

Lejemålet på Østergade overtager de 1. januar, og tiden indtil åbningen skal gå med en masse praktisk arbejde i form af blandt maling og istandsættelse, så Hjemme Hos Bolig Nyt selv former den nye forretning til at passe til konceptet.

Ud over Jesper Loft bliver det også en anden lokal kending, man fremover vil finde i Aunings nye møbelforretning.

Han har således ansat en af de medarbejdere, der indtil nu har været i Bolighuset Auning.

Jesper Loft tror da også på, at netop de lokale ansigter bliver en stor styrke i butikken.

»Lokalkendskab og gode relationer er bare vigtigt. Det er helt klart medvirkende til, at det bliver en succes, så jeg er rigtig glad for, at det bliver kendte ansigter, som folk nu kan møde i butikken,« siger Jesper Loft.