Fortsæt til indhold

Parkerings-polemik i Auning er løst

Det er igen muligt for alle at parkere på nogle af de pladser, der var reserveret til elbiler.

Samfund

De elselskabet Clever tidligere på året satte ladestandere til elbiler op på parkeringspladsen i centerområdet i Auning, blev der samtidig gjort lidt af et indhug i antallet af parkeringspladser.

Otte p-pladser blev med skiltning reserveret til opladende elbiler, og det skabte lidt frustration hos både de de handlende og de handelsdrivende, idet pladsen til almindelige brændstofbiler blev trang.

Nu er der imidlertid fundet et mindeligt kompromis. Fire af pladserne er nu frigivet igen, så alle kan parkere i båsene, mens de resterende fire altså er reserveret til elbiler, der skal oplade.

En fin løsning mener formand for Auning Handel & Erhverv Anders Rasmussen.

»Der har tilsyneladende været en lidt for ivrig skilteopsætter, som havde skiltet på otte pladser. Vi havde på forhånd lavet en aftale med Norddjurs Kommune om, at vi ikke kunne låse otte pladser. Det er simpelthen en alt for stor del i forhold til det samlede antal pladser, og der er trods alt stadig flest almindelige biler. Derfor aftalte vi starte med at låse fire pladser og så vurdere, hvad potentialet bliver. Der gik da heller ikke lang tid, fra vi gjorde kommunen opmærksom på det, til de fire skilte var fjernet igen,« siger Anders Rasmussen.

Behovet kommer

Det betyder altså, at alle bilister nu igen må parkere på de fire pladser ved ladestanderne, hvor selve skiltet er fjernet fra skilteholderen, som stadig står i jorden.

For der bliver højst sandsynligt behov for at skrue skilte i dem igen inden for en overskuelig fremtid, vurderer Anders Rasmussen.

»Halvdelen af alle solgte biler i oktober var elbiler. Med det salg og de tegn, der ellers kommer fra Folketinget, så skal vi nok få brug for de otte skilte,« konstaterer handelsstandsformanden.