Fremtidens ældrepleje: »Vi taler ikke om billig arbejdskraft, men om involvering«
Østjysk ældreråd slår et slag for indragelse af pårørende på plejehjem og for brug af moderne velfærdsteknologi, der både kan frigøre hænder og give de ældre større frihed.
»Da min mor for 50 år siden skulle have en ny hofte, tog det ni måneder, og til genoptræning blev hun spændt fast til en cykel. I dag tager det to dage at få en ny hofte, og der findes et hav af genoptræningsteknologier. Udviklingen går stærkt«
Det fortæller Erik Bertelsen, formand for Ældrerådet i Favrskov Kommune, der netop har afholdt en tema-eftermiddag om fremtidens ældrepleje.
Det ene af dagens to temaer handlede om netop velfærdsteknologi, og hvordan ny teknologi går hånd i hånd med menneskelig omsorg.
»En del af formålet er at afdramatisere ny teknologi, som kan være med til at frigøre hænder til almindelig omsorg og give større frihed, når den bruges konstruktivt og med omtanke. For eksempel har mange ældre en mere aktiv livsstil i dag og er mere på farten, hvilket nye hjælpemidler kan fremme. Engang syntes man, det var fantastisk at kunne få en kørestol, men hvis man først kommer ned i en kørestil, mister man hurtigt sine funktioner. I dag findes der smarte rollatorer, der kan klappes op til en kørestol og klappes sammen og tages med i en bil. Dermed kan man fortsat være fysisk aktiv, men anvende kørestolen, hvis man bliver træt,« fortæller Erik Bertelsen.
Velfærdsteam
På Dokk1 i Aarhus findes der et velfærdsteknologisk oplevelsesrum, DokkX, som har en permanent udstilling med skiftende temaer. Lederen af DokkX, Kirsten Rud Bentholm, var hyret ind til Ældrerådets temaeftermiddag for at fortælle om velfærdsteknologi i dagligdagen.
Man behøver dog ikke tage ud af kommunen for at blive klogere på velfærdsteknologi. Favrskov Kommune har sit eget velfærdsteknologi-team, som deltog med en udstilling på Ældrerådets temaeftermiddag, der fandt sted i InSide i Hammel.
Velfærdsteamet holder til i det nye hjælpemiddelservice-center på Kildebakken i Hadsten. Her kan man selv møde op dagligt, hvis man er interesseret i at se nogle af de hjælpemidler og velfærdsteknologiske løsninger, der anvendes i Favrskov. Til orientering skal det siges, at man hverken kan købe eller få bevilget hjælpemidler på stedet.
»Det var en rigtig fin udstilling, de havde i InSide, og det er flot, at vi har sådan et sted i kommunen, hvor man bare kan tage ud og kigge,« siger Erik Bertelsen.
Pårørende-samarbejde
Temaeftermiddagens andet tema var pårørendesamarbejde. Ældrerådet i Favrskov har til formål blandt andet at rådgive byrådet i forhold om ældre over 60 år og medvirke til debat om ældreforhold.
Ældrerådet i Favrskov har slået til lyd for mere beboerindflydelse og inddragelse af pårørende på kommunens plejehjem. Rådet har i den forbindelse besøgt besøgt Dragsbækcentret i Thisted, hvor man med succes har øget inddragelsen af pårørende. Det fortalte lederen af plejecentret i Thisted mere om til mødet i InSide.
»De havde dårlig trivsel og gjorde ikke meget for pårørende, men har skabt en ny kultur, hvor de pårørende bliver involveret, lige fra beslutningen om at komme på plejehjem er taget,« fortæller Erik Bertelsen.
»Beboerne trives bedre og har en helt anden oplevelse af at bo på plejehjem, når de pårørende er involveret. Medarbejderne på plejehjemmet i Thisted har også en bedre trivsel, og sygefraværet er væsentligt reduceret.«
»Inddragelse af pårørende er med til at skabe et menneskeligt ansigt. Jeg tror, det betyder meget for de ansatte, at pårørende kommer på plejehjemmet og besøger beboerne, ligesom de ville gøre i eget hjem. Det vil vi gerne skabe opmærksomhed på.«
Mange vil gerne hjælpe
Formanden for Ældrerådet i Favrskov Kommune understreger, at der også bliver gjort meget på plejecentrene i hans egen kommune for at inddrage pårørende. Det hørte de omkring 70 deltagere i temaeftermiddagen nærmere om i et indlæg af Kirstine Bak Gulstad, der er områdeleder ved Plejecentrene Vest i Favrskov Kommune.
»Vi taler ikke om billig arbejdskraft, men om involvering, og det er godt at få skabt bevidsthed om hos både kommune og pårørende. Mange vil gerne hjælpe til, når de kan se, at det giver mening, og man går i samme retning,« siger Erik Bertelsen.