Fortsæt til indhold

Udvikler engagerer Ryomgård borgere i arbejdsgruppe om nyt boligprojekt på Vestergade 100

.Investor Mickey Jensen går i dialog med borgerne på Lærkevej og Vibevej om sit kommende boligprojekt på Vestergade 100. Lokal opbakning og en nyligt dannet arbejdsgruppe skal være med til at forme projektets fremtid.

Samfund

Udvikler Mickey Jensen, Ugelbølle, har kastet sin kærlighed på Ryomgård, som han siger.

Efter at have gennemført et rækkehusprojekt i Engparken med otte seniorboliger, er han fortsat på P. Vejsgaardsvænget, hvor hans folk lige nu er i gang med færdiggøre tolv større rækkehuse.

Adresseavisen kunne forleden fortælle, at Mickey Jensen har gang i et nyt boligprojekt på Vestergade 100, hvor han har købt ejendommen med tilhørende areal bagtil, der bl.a. flugter med Vibevej og Lærkevej.

Begge veje er en del af udstykningen Solbakken som begyndte tilbage til 1960’erne.

Nyheden om Mickey Jensens planer skabte forventet opmærksomhed på Facebook 8550 Ryomgård med talrige kommentarer.

Diskussion på borgermøde

Boligprojektet, der har optrådt som en byskitse i forspillet den forestående revision af kommuneplanen, og nu bliver en del af denne, er afstemt med Ryomgård Distriktsråd.

På et nyligt afholdt borgermøde om kommuneplanen var flere Ryomgård borgere mødt op for at blive klogere på Mickey Jensens planer, ikke mindst i forhold til trafikafviklingen.

Michael Aagaard Laursen, der har boet mange år på Lærkevej, var en af dem, der mødte op og var et stort spørgsmålstegn.

Mickey Jensen tog prompte tyren ved hornene og foreslog, at der blev nedsat en arbejdsgruppe med repræsentanter for de nærmeste naboer fra de to veje.

»Boligerne skal være til glæde for lokalsamfundet, og jeg ønsker ikke at skabe noget, der ikke falder i god jord. Jeg har set, hvordan manglende lokal opbakning kan påvirke projekter negativt« lød det fra Mickey Jensen.

»Jeg kan i øvrigt ikke stikke en spade i jorden, før jeg har en godkendt lokalplan, og det vil være interessant, at de berørte borgere er med i forarbejdet til, at der skal laves en lokalplan.«

Dialog altid godt

Michael Aagaard Laursen tog imod den fremstrakte hånd fra Mickey Jensen:

»Dialog er afgørende. Trafikken på Lærkevej og Vibevej er vores hovedbekymring, så jeg glæder mig over, at Mickey Jensen er åben for dialog.«

Michael Aagaard Laursen vil gerne have undersøgt mulighederne for en rundkørsel ud for Vestergade 100, så der her bliver tilkørselsvej til det nye område.

»Der bliver jo ikke tale om mange biler, der skal køre yderligere ad Lærkevej og Vibevej, måske 20 kørsler om dagen,« forklarede Mickey Jensen.

»Man kan ikke standse udviklingen, men man kan godt gøre det i respekt for naboerne, og derfor er jeg glad for at høre, hvordan du ser på det og gerne vil dialogen,« returnerede Michael Aagaard Laursen.

Arbejdsgruppe nedsat

Forleden havde Mickey Jensen inviteret beboerne på Lærkevej og Vibevej til møde i Ryomgård Fritids- og Kulturcenter, hvor han orienterede nærmere om projektet til de pænt mange fremmødte.

Efter en længere debat, der kredsede meget om trafikafvikling og spørgsmål, om hvilke nye naboer, der kan blive tale om, blev der nedsat en arbejdsgruppe, som nu skal mødes og forsøge at finde fælles forståelse.

»Denne måde at inkludere borgerne på i god tid er spændende og kan sikre bred opbakning til projektet,« siger Mickey Jensen.

Han forventer, at arbejdsgruppen starter deres møder efter nytår.

En vision

Mickey Jensens vision for Vestergade 100 inkluderer et område med både boliger, fællesfaciliteter og grønne områder.

Han har tidligere til Adresseavisen forklaret følgende om sine visioner:

»Området bliver på 7-9000m2 bebyggelse med et samlet grundaftryk på 20-25% af området, med fælleshus, grønne rekreative områder og andre aktivitetstilbud. Planen er bl.a. at opfører et ’ seniorfællesskab’, hvor boligerne er forberedt til at blive omdannet til plejeboliger.«

»Herudover bliver der ejerboliger til førstegangskøbere, som med et nyt lækkert energivenligt hus på 95-120 m2 kan blive herre i eget hus i et boligmarked, hvor det er svært at komme i gang. Endelig er der også afsat plads til lejeboliger i planen.«

Rettelse:

Det er ikke korrekt, at de otte boliger i Engparken, der er nævnt i artiklen, er seniorboliger. Lokalavisen beklager fejlen.