Fortsæt til indhold

Juleaften for alle på Maltfabrikken

Ingen skal sidde alene juleaften. Sådan lyder det fra Maltfabrikken.

Samfund
sra

Under overskriften ”Din, min og vores juleaften” inviterer Maltfabrikken alle, der ikke har en aftale, og som gerne vil holde jul sammen med andre, til en hyggelig og hjertevarm juleaften 24. december klokken 18 til 22 i Maltfabrikkens Brewpub. Det skriver Maltfabrikken i en pressemeddelelse.

Maltfabrikkens direktør Kristian Krog fortæller:

»Vi tænder for julemusikken, pynter et træ og sørger for det lækreste kolde – og lidt utraditionelle – julebord, tænk: tapas møder den nordiske julefrokost.«

Aftenens frivillige værter er Rikke Braderup og Fenja Søndergaard. For en uge siden kendte de ikke hinanden, men da en samtale i Spiren satte snakken i gang hen over køkkenbordet, opstod idéen om at holde en åben juleaften for alle, og i løbet af få dage er der blevet sat handling bag ordene.

De vil gerne være med til at sørge for, at alle har en mulighed for at holde jul sammen med andre – simpelthen fordi juleaften for de fleste er en aften, hvor man ikke har lyst til at sidde alene.

»Vi synes, det er oplagt, at Maltfabrikken lægger rammer til og hjælper med det praktiske. Det kunne godt gå hen og blive en tilbagevendende ting,« spår Kristian Krog.

Han har lovet at stå for julemaden, mens Ebeltoft Gårdbryggeri, Flyvefisken, Not Bad Brew og Lundbergs Spisehus har lovet at bakke initiativet op med øl, sodavand og gode råvarer.

Arrangementet er gratis og for alle, som ikke har lyst til at være alene til jul, og er man single-forælder, er man velkommen til at tilmelde både sig selv og sine børn. Der er plads til 30 gæster, og af hensyn til planlægning af mad er det vigtigt, at man tilmelder sig senest 22. december via mail til info@maltfabrikken.dk.