Nu begynder kæmpe million-renovering af 180 år gammelt Aarhus-hotel
»Det er både med forventningsglæde og stor ærefrygt, at vi netop har taget hul på renoveringen af Hotel Royal,« fortæller ejer og direktør i hotelkoncernen Bühlmann, Danni Bühlmann.
I gennem Hotel Royals 180 år lange historie har man haft et væld af kendte og prominente gæster. Den kommende tid er det dog nok især håndværkere, der kommer til at sætte sit præg på det ikoniske hotel.
For hotel- og gastronomikoncernen Bühlmann, som overtog forpagtningen af Hotel Royal 1. maj i år, sætter nu gang i en omfattende renovering af det ikoniske og centralt placerede hotel i Aarhus.
Det oplyser koncernen i en pressemeddelelse.
Ambitionen er ifølge Bühlmann at skabe Danmarks førende boutiquehotel med en kvalitetsstandard, som i dag ikke findes tilsvarende udenfor hovedstadsområdet, lyder det i pressemeddelelsen.
Og for at lykkedes med det kommer man til at renovere for op mod 20 mio. kr.
»Det er både med forventningsglæde og stor ærefrygt, at vi netop har taget hul på renoveringen af Hotel Royal. Hotellet er både med sin pompøse arkitektur og centrale placering i hjertet af Aarhus et af byens mest ikoniske vartegn, og det har vi stor respekt for. Derfor har den indledende proces, hvor vi lægger os fast på det endelige design, også været yderst omhyggelig, således vi yder Hotel Royal den respekt, hotellet fortjener,« fortæller ejer og direktør i hotelkoncernen, Danni Bühlmann.
Det er den svenske arkitekt- og indretningsvirksomhed Semrén & Månsson, som står for designet på det nye Hotel Royal, som blandt andet omfatter en markant opgradering af hotellets nuværende 69 værelser samt fire helt nye værelser, som spænder fra penthouse og brudesuite til Kings Suite og Queens Single. Derudover kan kommende gæster se frem til at blive taget imod i en ny lobby samt nyde en champagnebrunch eller en afternoon tea i hotellets atriuminspirerede restaurant, Queens Garden.
»Vi ser utroligt meget frem til at påbegynde renoveringen af hotellets indvendige rammer, således vi skaber et mere nutidigt og moderne hotel med udgangspunkt i Hotel Royals oprindelige, mondæne stil. Det betyder, at vi kommer til at forene de historiske rammer med ny teknologi, eksklusive gastronomiske koncepter og værtskab i verdensklasse. Samtidig kommer vi til at bevare omkring 80 procent af det nuværende inventar, som får et kærligt løft og et mere tidssvarende udtryk, således hotellet også i fremtiden kan stå stærkt i danske såvel som internationale gæsters bevidsthed,« forklarer direktøren.
Hotel Royal holder åbent under hele renoveringsprocessen med undtagelse af de første uger i januar, og renoveringen forventes afsluttet i maj 2024.
Hotellet har gennem en årrække været midlertidigt hjem for en lang række store stjerner. I hotellets gæstebog står bl.a. navne som Madonna, Kanye West, Justin Bieber, Johnny Depp, Axl Rose og – selvfølgelig – Thomas Helmig, fristes man til at sige.