Fortsæt til indhold

Forbedrer omstridte skraldespande - men du skal betale

Det østjyske forsyningsselskab Kredsløbs vil nu bortfræse ribbe i nye skraldespande, så affaldsposer ikke går i stykker. Byrådspolitiker mener, at der er begået en kæmpe bommert.

Samfund

Der er nu kommet en løsning til fjernelse af ribbe i bunden af affaldsbeholderne for de kunder, som ønsker det. Det kan ske ved, at ribberne bliver bortfræset.

Det fremgår af et notat, som Din Avis Aarhus har modtaget fra Kredsløb, der står for affaldshåndteringen i kommunen.

Tidligere på året fik aarhusianerne nye skraldespande, fordi man skulle sortere i ti typer forskelligt affald, og i den forbindelse oplevede flere kunder, at de nye affaldsbeholder til mad- og restaffald blev fyldt med maddiker. Det kan skyldes, at de såkaldte stabeltapper – ribber – nede i beholderen ødelægger affaldsposerne, så madresterne ryger ud.

Det fik byrådspolitiker Gert Bjerregaard (V) til at kræve en redegørelse fra forsyningsselskabet, som Aarhus Kommune ejer.

Han ville gerne have undersøgt, om det er nødvendigt at lave en tilpasning eller en udskiftning af skraldespandene til mad- og restaffald.

Nu er der nyt fra Kredsløb.

»Vi er nu foreløbigt klar med et konkret bud på en løsning, der på pragmatisk vis imødekommer kunderne, når vi kigger på problemets omfang. På denne måde kan man frit vælge at gøre brug af løsningen, hvis man som kunde ønsker det. Det er ikke muligt for kunderne at lave bestillinger endnu, så vi beder kunderne om ikke at henvende sig til vores kundeservice omkring dette endnu, før vi kommunikerer, at der er åbent for bestilling, når vi kommer tættere på marts 2024,« fortæller Lars Banke, der er chef for genbrug i Kredsløb, i en pressemeddelelse.

Selve bortfræsningen skal ske på et beholderværksted af hensyn til hygiejne og korrekt håndtering af de plastspåner, der genereres under bortfræsningen.

Det kommer til at koste 60 kroner per beholder og 400 kroner, hvis man skal have hentet og bragt sine affaldsbeholdere. Der er også mulighed for selv at aflevere sine beholdere på en Kredsløb-genbrugsstation.

Gruppeformand Gert Bjerregaard (V). Foto: Søren Vendelbo/Ritzau Scanpix

At regningen nu ender hos forbrugerne, mener Gert Bjerregaard er for kritisabelt.

»Jeg ser det her som en ren tilståelsessag fra Kredsløbs side. Man anerkender, at der er fejl på de her beholdere, men man vil ikke påtage sig omkostningerne for de tydeligvis store mangler. Alt peger på, at Kredsløb har begået en kæmpe bommert, og ansvaret ligger hos Kredsløb,« siger han til Din Avis Aarhus og fortsætter:

»Nu sender man aben videre til borgerne, og det er under al kritik. Nu skal de så vælge, om de vil give penge for en ny løsning med alt det bøvl, det giver. Jeg synes ikke, det er en ordentlig måde at håndtere de her fejl på. Her burde man fra Kredsløbs side sige, at man retter spandene ved en løbende ombytning. Så kunne man ved samme lejlighed tilpasse de låg, som også er et kæmpe problem og som ikke slutter ordentlig til.«