Filmselskab fra Syddjurs er med i amerikansk film om rumskib
BusinessFilm fra Ebeltoft står bag en del af optagelserne til en ny amerikansk dokumentarfilm om det fiktive rumskib Eagle1, som en østjyde har bygget en tro kopi af.
Der går en rum tid endnu, men på et tidspunkt vil en 750 kilo tung model af et rumskib, bygget af Jan Wenneberg fra Virring ved Skanderborg, spille en gennemgående rolle i en amerikansk dokumentarfilm, der vil blive vist i 12.000 amerikanske biografer. Bag nogle af optagelserne står Ebeltoft-firmaet BusinessFilm med Lars Clement og Christoffer Håkansson.
»Det var en ret vild opgave, som krævede et højt teknisk niveau. Vi er meget stolte af at have været med, selv om vi kun er en lille brik,« siger Lars Clement.
Hvis din første tanke er: »12.000 biografer, kan det nu også passe?« reagerer du præcis som Jan Wenneberg, manden bag rumskibsmodellen. Han måtte bede dokumentarfilmens instruktør, amerikanske Jeffry Morris, om at gentage tallet. Den skal dog være god nok. Filmen vil desuden få liv på en af de store amerikanske streamingtjenester, eventuelt Netflix.
»The Eagle has landed« hedder dokumentarfilmen. Den handler om et fiktivt rumskib, Eagle 1, fra en kortlivet britisk tv-serie, Space: 1999. Tv-serien, hvis danske titel er Månebase Alpha, fik britisk premiere i 1975 og blev vist på DR i 1976-77.
For en purung Jan Wenneberg var det ugens højdepunkt, når serien om månebasen lørdag aften tonede frem på tv-skærmen, og det skyldtes hverken plot eller skuespilpræstationer.
»For mit vedkommende var det Eagle 1, der var hovedpersonen i serien. Ofte er rumskibe i film meget futuriske, men Eagle 1 er lidt mere nede på jorden, ja, eller månen,« siger Jan Wenneberg til Uge-Bladet Skanderborg.
Kultstatus
Hop til december 2023. Jan Wenneberg har brugt fire år på at skabe en imponerende, 7,5 meter lang model af The Eagle.
Som arbejdet med projektet er skredet fremad, er Jan Wenneberg gradvist blevet bevidst om, at Månebase Alpha og Eagle 1 på verdensplan har tusindvis af dedikerede fans. Tv-serien og det fiktive rumskib har opnået kultagtig status. En tysker ved navn Ekmar Brand kørte tidligere på året 450 kilometer i bil for at se Wennebergs udgave af Eagle 1 på Sci-Fi-Con i Randers.
»Det her rumskib har en speciel plads i manges hjerter. Nogle har dyrket det hele deres liv. Jeg tror især, det er fordi, folk kan huske tv-serien fra deres barndom. Serien var meget alvorlig i forhold til meget af det andet, der blev vist i tv, og dermed også mere lidt mere uhyggelig. Den gjorde stort indtryk på mig,« siger Jan Wenneberg.
Det gjorde Wennebergs model også på den amerikanske instruktør Jeffrey Morris, som altså tog hele vejen til det østjyske for at få optagelser af rumskibet med i sin dokumentar.
I en mail til Uge-Bladet Skanderborg, skriver han:
»Jeg er helt forbløffet over kvaliteten og nøjagtigheden. Der har aldrig nogensinde eksisteret noget lignende inden for science fiction. Den Eagle, Jan har bygget, vil blive husket som en af de største fanskabte modeller nogensinde. Jeg er beæret over at have set den tæt på.«
Internationalt filmselskab
Jeffrey Morris, der udover at være filminstruktør også er producer og forfatter, kom til Østjylland i weekenden 8.-9. december.
Men hvordan blev BusinessFilm fra Ebeltoft involveret?
»Vi blev kontaktet af det amerikanske produktionsselskab, som havde hørt om os via en fælles bekendt, og sagde selvfølgelig straks ja tak til opgaven.«
BusinessFilm brugte to dage på optagelserne.
»Først hentede vi amerikaneren på et hotel i et Aarhus, hvor vi brugte lidt tid på at lave nogle introskud, der skulle vise, at han var i Aarhus. Så tog vi til studiet, hvor vi lavede optagelserne af rumskibet og interviewet mellem Morris og Wenneberg. De startede dog med at samle rumskibet, både Wenneberg og instruktøren, som meget gerne ville hjælpe til, og det lavede vi en time-lapse af.«
Det er ikke første gang, at BusinesFilm bevæger sig på den internationale scene. De har tidligere leveret optagelser til en anden amerikansk dokumentarfilm ’Finding Hygge’, hvor blandt andet Maltfabrikken fik plads på lærredet. Senest har de også lavet både portrætfotos og film til VM i damehåndbold.
Lars Clement startede BusinessFilm for 15 år siden, da han flyttede til Ebeltoft, og selv om den bare er en lille købstad på næsen af Jylland, så er geografien ikke en hindring.
»Jeg har den holdning, at bare fordi vi ikke bor i København, så betyder det ikke, at vi ikke kan lave de fede ting, også de internationale. Og det får vi heldigvis lov til.«
I England er et filmhold netop nu ved at genskabe det oprindelige tv-studie fra Månebase Alpha. Blandt de medvirkende i Jeffrey Morris’ dokumentarfilm er seriens kvindelige hovedrolleindehaver, Barbara Bain (der i dag er 92 år) og den tidligere astronaut Charles Duke.
Jeffrey Morris’ filmen forventes at få biografpremiere i 2025.