Bestseller-ansatte sender en halv million kroner til indlagte børn og unge på AUH
Medarbejderne i modekoncernen har valgt at give en større donation til AUH-støtteforening.
Foreningen #11påryggen, som støtter afdelingen Børn og Unge på Aarhus Universitetshospital, er valgt som en af flere modtagere af en større nytårsdonation fra Bestseller Foundation, der har hovedsæde i Aarhus.
Det er medarbejderne i den store modekoncern, som har forslået at støtte børn og unge, som er indlagt i Aarhus, fremgår det af en pressemeddelelse.
Velgørenhedsorganisationen har tradition for at give en økonomisk håndsrækning til velgørende formål inspireret af kollegerne i Bestseller i forbindelse med årsskiftet, og i år har alle medarbejdere i modevirksomheden – både herhjemme og i udlandet – haft mulighed for at foreslå en modtager på baggrund af, hvilket formål der ligger den enkelte på sinde.
»Vi er blevet rørt over medarbejdernes engagement og de personlige motivationer, som vi har modtaget. På vegne af hele vores organisation er vi stolte over at kunne give en håndsrækning til seks organisationer, både i udlandet og i Danmark, som gør en forskel,« siger Tine Fisker Henriksen, direktør i Bestseller Foundation, som har hovedsæde på Store Torv i Aarhus.
Mærkbar forskel
Samlet bliver 3,5 millioner kroner fordelt mellem seks organisationer, der hver på sin måde hjælper en sårbar gruppe i sit lokalsamfund. Heriblandt er altså foreningen #11påryggen.
»Donationen vil gøre en mærkbar og langsigtet forskel for børn og unge, som er indlagt på AUH. Dels skal støtten bidrage til at udbrede hypnoterapi, som kan skåne børn i svær eller smertefuld behandling, og dels kommer vi til at støtte et toårigt projekt, som har fokus på at forbedre behandling af unge med alvorlig eller kronisk sygdom. Med støtte i denne størrelsesorden kan vi hjælpe med at opfylde nogle af børne- og ungeafdelingens helt store ønsker og derigennem være med til at forbedre behandlingen for rigtig mange børn og deres familier,« siger Anne Fjelsted Christiansen, formand i #11påryggen.
Støtteforeningen blev stiftet i efteråret 2022. Gennem medlemskaber, donationer og fundraising ønsker foreningen at rejse midler, som kan understøtte afdelingen på AUH i at realisere gode idéer og akutte behov.
»Det er svært at beskrive, hvor stor en forskel det gør for vores afdeling, at #11påryggen er så engagerede i at samle midler fra private og fonde, der gør, at vi – som i dette tilfælde – kan tilbyde børn og unge noget ekstra. Også en stor tak til Bestseller Foundation, som har ønsket at gøre en forskel for børn, unge og deres familier i en svær livssituation,« siger Lone Fredensborg, chefsygeplejerske på Børn og Unge.
Fondens midler kommer fra det overskud, den danske modevirksomhed skaber. Siden fonden blev etableret i 2015, har den investeret og uddelt mere end 200 millioner kroner til initiativer, der skal skabe bæredygtige løsninger og varig trivsel.