Fortsæt til indhold

Snestorm i Favrskov: »Bliv hjemme hvis I kan«

Favrskov Kommune kæmper med alt mandskab for at holde de større veje åbne.

Samfund

Favrskov Kommune har siden midnat haft alt disponibelt mandskab og maskiner ude at køre for at rydde vejene for sne.

»Nogle veje kan man køre på, mens andre er svære at holde åbne. Det afhænger af, hvordan vejen vender i forhold til vinden,« fortæller Favrskov Kommunes afdelingschef for Trafik og Veje, Niels Christian Laustsen, til Lokalavisen Favrskov.

Østjyllands Politi har her til morgen frarådt al unødvendig udkørsel. Det samme råd kommer kommunens vejchef med.

»Hvis man kan blive hjemme, så gør det.«

Kommunen forsøger at holde de større veje åbne, det vil sige klasse 1 og klasse 2 vejene. Vejnettet er inddelt i fem klasser med klasse 1 som de største og vigtigste veje.

Følg snestormen direkte i vores liveblog, som løbende bliver opdateret med seneste nyt i tekst, billeder og video her.

Vejchefen oplyser, at man har problemer omkring den nye rundkørsel syd for Hadsten, der fyger til. Oven i problemerne med sneen er der væltede træer rundt omkring i kommunen.

Der er meget få biler på vejene. Her er vi i Torvegade i Hammel. Foto: csj

En særlig udfordring er at få hjemmehjælpere ud til folk på landet.

»Det er vi ved at koordinere. Vi har firehujulstrækkere og traktorer, der kan køre ud og rydde vejen for hjemmehjælperne,« siger Niels Christian Laustsen.

Folk skal derimod ikke regne med, at mindre veje og stier og fortove bliver ryddet lige nu og her.

»Jeg tvivler på, vi når villavejene i dag, og vi venter med stier og fortove, hvor vi bare kommer til at skubbe rundt på sneen. Det er spild af tid og resurser lige nu.

Indtil sent i aftes troede man, at nedbøren ville komme som regn og ikke sne, som det er tilfældet. Det har den betydning, at det ikke – i hvert fald foreløbig – som frygtet har været nødt til at lukke vidaukten på Århusvej i Hinnerup, der flere gange i løbet af vinteren og efteråret har være oversvømmet.