Norddjurs hårdt ramt af vintervejret
Vejene fyger til, tomme butikker og ingen offentlig transport.
Kong Vinter slog til på det nordlige Djursland natten til onsdag og dagen igennem har sne og især fygning givet problemer - mest trafikalt.
Det lykkedes at få det første letbanetog afsted fra Grenaa lidt over klokken 5 - men det lykkedes ikke passagererne at nå frem til Aarhus til den tid, de havde håbet på for at passe deres arbejde, skolegang og studier.
Letbanetoget holdt i lang tid stille på strækningen mellem Lystrup og Torsøvej - og i toget lød meldingen fra letbaneføreren, at han ikke kunne komme i forbindelse med det personel, der styrer sporskiftene - og derfor kunne toget ikke køre videre.
Først ved 8-tiden - tæt på tre timer efter afgang fra Grenaa - ankom tog og passagerer til Aarhus H. Og her trådte passagererne ud i et nyt kaos med masser af ventende rejsende og ingen besked om, hvorvidt man kunne komme videre med bus.
På vejene var Norddjurs fra de helt tidlige morgentimer også hårdt ramt. I begyndelsen var det ikke fordi snemængderne var store, men der var kraftig fygning, så den samlede sig og som dagen skred frem, faldt der mere og mere sne.
Undgå kørsel
Siden kom meldingen fra Østjyllands Politi om, at al unødvendig kørsel skulle undgås - så der var ikke mange biler at se på vejene, selv om nogle selvfølgelig altid tager chancen.
Værst stod det til i den nordlige del af kommunen - og allerede inden åbningstid kunne man fra Voldby Brugs meddele, at man ikke kunne åbne butikken, fordi de ansatte ikke kunne komme frem. Inden da havde man i Bønnerup manglet både strøm og vand.
I Grenaa var den indre by stort set tom for mennesker og i de butikker, hvor der var åbent, var der ikke mange kunder.
Fra Norddjurs Kommune meddelte snevagten sidst på formiddagen dette: ”Der er veje som ikke længere kan holdes åbne:
- Rougsøvej nord for Ørsted/Lille Sjørup er helt lukket og forventes ikke farbar de næste 24 timer.
- Nordkystvejen (Kastbjergvej) ved Kastbjerg (Glesborg) er vanskelig farbar.
- Lyngbyvej ved Sundet er vanskelig farbar.”
Og på kommunens Facebookside fulgte adskillige borgere trop og fortalte om andre veje, som ikke var fremkommelige.
Kommunens biblioteker fortalte dette: Grenaa: Normal drift, åbent kl. 6 – 22. Betjening kl. 10 – 17, Auning: Ingen personlig betjening. Selvbetjening kl. 6 – 22, Ørsted: Ingen personlig betjening. Selvbetjening kl. 6 - 22, Ørum: Ingen personlig betjening. Selvbetjening kl. 6 - 22.
Skoleeleverne i de kommunale skoler reddede sig ikke en ekstra fridag, idet det forlængst var planlagt, at første skoledag i det nye år er torsdag.