Fortsæt til indhold

Signe på vej til motorvejen med rugbrød til strandet mand med sukkersyge

Østjyderne står i kø for at hjælpe de bilister, som stadig er strandet på E45 mellem Aarhus og Randers. En af dem er Signe Lyng.

Samfund
Citathistorie: tv2 østjylland

Følg vores liveblog om uvejret HER.

Nogen har siddet strandet i snedriverne på motorvej E45 mellem Aarhus og Randers i over 10 timer, og så vil sulten af gode grunde begynde at melde sig.

Østjyllands Politi er på vej med mad og drikke og muligvis også brændstof til de nødstedte, men nogle borgere har valgt at tage sagen i egen hånd.

En af dem er Signe Lyng fra Søften.

Hun er trasket ud til motorvejen med en kælk bagefter sig, hvor hun har mad i.

»Jeg skrev ud på Facebook, om nogen har brug for hjælp. Og der var så en mand med sukkersyge, der ligesom mange andre ikke har spist i lang tid. Ham vil jeg se, om jeg kan komme frem til,« siger Signe Lyng.

»Det er jeg jo nødt til, så han ikke går ud i bilen. Det er jo nok ham før bilen,« fortsætter hun.

Mere hjælp på vej(en)

Også andre steder i Østjylland er folk rykket ud med hjælp. I forbindelse med en lang kø ved Skødstrup afkørslen mod Hornslet på Djurslandmotorvejen hjalp Jannie Sally Pedersen fra Mørke til.

Hendes søn og en kammerat kørte sammen med hende ud i en firhjulstrækker, og så var der forsyninger til de nødstedte.

»Jeg havde tilfældigvis lige bagt boller. Så vi kom med boller, kaffe, kiks og tæpper,« siger Jannie Sally Pedersen.

Kammeraten hjalp beredskabet med at tømme køen bagfra. Men først skulle bilerne graves fri efter at have stået stille og sneet inde i flere timer.

Jannie Sally Pedersen vurderer, at der var små 100 biler.

»Vi kunne jo lige så godt have siddet fast også. Men jeg kunne bare ikke sidde herhjemme, når jeg vidste, at der måske sad børn og syge mennesker. Det mindste jeg kunne gøre var at fylde kaffekanderne og møde folk. Og folk blev simpelthen så glad for, at vi kom,« fortæller hun.

Stor gavmildhed

Signe Lyng og Jannie Sally Pedersen er langt fra alene.

Allerede onsdag eftermiddag begyndte tilbuddene fra gavmilde østjyder at melde sig.

Camilla Villsen fra Stånum syd for Randers tilbød en sofa og et måltid til en eller flere strandede bilister i nød.

Hun bor forholdsvist tæt på en motorvejsafkørsel og tænkte derfor, at det var oplagt at tilbyde sin hjælp.

»Jeg kan jo ikke hjælpe dem med at komme fri, men jeg kan give tag over hovedet og varme,« lød det fra hende onsdag.

Også i Voldum syd for Randers var der hjælp at hente. Her var den lokale idrætshal åben for de strandede bilister. To overnattede her i nat.

I Hornslet tilbød en borger på Facebook at hjælpe strandede bilister ved at trække dem fri fra sneen med et tov.

Og i Ryomgård på Djursland har en kvinde skrevet ud, at hun kan komme strandede bilister til undsætning med sin traktor.