Syge og ældre fik nødvendig hjælp i snestormen: Sygeplejersker blev kørt gennem sneen i firehjulstrækkere
Sneen kunne ikke sætte en stopper for de udekørende sygeplejersker i Favrskov, der teamede op med kommunens vejafdeling og blev eskorteret gennem snestormen og ud til de borgere, som ikke kunne undvære deres hjemmebesøg.
De fleste kan klare sig selv, når sneen lukker vejene, og vi bliver isoleret i vores hjem i et par dage. Men for nogle ældre og syge borgere er det nødvendigt at få hjælp hver dag, uanset om det sner eller ej.
Derfor måtte en håndfuld medarbejdere fra Favrskov Kommunes vejafdeling starte deres terrængående køretøjer op og eskortere sygeplejersker rundt på kommunens sneklædte landeveje.
Det fortæller Favrskov Kommune i en pressemeddelelse.
»Der var ikke én af sygeplejerskerne, der brokkede sig over noget som helst. De talte hverken om manglende hvile, mad eller toiletbesøg. De kørte bare på og løste deres opgaver. Også selvom det nogle gange betød, at de måtte kæmpe sig det sidste stykke fra firehjulstrækkeren og hen til borgerens hoveddør gennem sne til navlen. Der var sågar én, der måtte hoppe ud ad bilens vindue, fordi bildøren ikke kunne åbne. Jeg er vildt imponeret over dem og den indsats, de yder,« siger Morten Behrens Mikkelsen, der er en af chaufførerne og samtidig driftsleder i Trafik og Veje ved Favrskov Kommune.
Det var primært syge og ældre bosat på landet, der fik besøg af firehjulstrækkerne under snestormen, da det var på de små landeveje, at forholdene var mest ekstreme, og hvor hjemmeplejens egne biler ikke kunne komme frem.
Mette Fogh Petersen, der er områdeleder i Hjemmepleje Favrskov Øst, fortæller, at hjemmeplejen måtte prioritere benhårdt og lave lister over hvilke borgere, der ikke kunne undvære deres besøg, og hvor man ville indsætte terrængående køretøjer.
Firehjulstrækkerne var i brug fra onsdag morgen til torsdag eftermiddag, og der blev kørt både dag og nat. Takket være et stærkt samarbejde og en række medarbejderes ekstraordinære indsatser fik alle den nødvendige pleje på trods af snevejret, oplyser kommunen i pressemeddelelsen.